Idræt på valgplakaten

VESTHIMMERLAND: Der er lagt op til en livlig debat om foreningsidræt, når Idrætsrådet Vesthimmerland i morgen onsdag afholder idrætspolitisk valgmøde i Ranum i anledning af det kommende kommunalvalg.

Det sker for at skabe dialog om foreningsidræt mellem borgere, idrætsforeninger og politikere.

Foreningsidræt betyder trivsel og livskvalitet. Derfor mener Idrætsrådet Vesthimmerland, at det er vigtigt sammen at skabe de bedste rammevilkår for foreningsidræt i Vesthimmerland. Således kan flest muligt få gavn af de sundheds- og trivselsmæssige fordele, som foreningsidræt giver.

Ved valgmødet deltager repræsentanter fra de opstillede partier i Vesthimmerland, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål og debattere med kandidaterne.

Idrætspolitik til Vesthimmerland?
På valgmødet vil ordstyrer Per Jensen sørge for at styre debatten. De deltagende politikere vil blandt andet debattere, om der skal sættes klare mål for kommunens idrætsliv gennem formuleringen af en konkret idrætspolitik.

Der er opbakning til forslaget om en idrætspolitik fra Brian Christensen (DF):  – Jeg vil rigtig gerne arbejde for en idrætspolitik i Vesthimmerland. Jeg har også mærket på egen krop, hvor vigtigt det er at dyrke motion og hvor stor en forskel, det kan gøre for helbredet, fortæller han.

Andre opstillede kandidater er mere forbeholdne, om end de ikke er afvisende over for en kommunal idrætspolitik i Vesthimmerland.

– Vi er privilegerede i forhold til de større kommuner. I Vesthimmerland kommer foreninger og frivillige og prikker os på skulderen, når de har forslag og ønsker i stedet for at vi som politikere skal opfinde den dybe tallerken, lyder det fra Venstres spidskandidat Per Bach Laursen.

Niels Heebøll (SF) mener, at handling er vigtigere end ord, når det kommer til en kommunal idrætspolitik: -Erfaringen siger, at politikkere ikke nødvendigvis flytter så meget. Det kræver et grundigt arbejde, hvis det skal blive til noget. Handling er vigtigere end fine ord, og det vigtigste er, at vi arbejder langsigtet, udtaler han.

De tre kandidater deltager i det idrætspolitiske valgmøde i Ranum Multikulturhus, hvor alle er velkomne til at møde op og deltage i debatten. I valgmødet deltager også Asger Andersen (S), Søren Dolmer (B), Martin Sørensen (E), Jens Erik Laustsen (G) og Per Nyborg (C).

Se annoncen for valgmødet her

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: