I dag tages spadestikket til Sundhedens Hus

FARSØ: Det har været længe undervejs – faktisk siden 2006, hvor de første tanker om et ”Sundhedens Hus” i Farsø tog sit udspring i forbindelse med projekt ”Seniorlandsby”.

Men først i 2014 blev der for alvor arbejdet videre med projektet grundet pladsmangel i Sundhedscenter Vesthimmerland på Fredensvej og en mulighed for at trække flere sundhedsaktører til.

I 2018 meldte Sundheds- og Ældreministeriet en pulje ud til etablering af Sundheds- og Lægehuse. Her greb styregruppen muligheden og Vesthimmerlands Kommune sendte en ansøgning afsted på kr. 42,540 mio. til etablering af Sundhedens Hus i Farsø.

Det blev dog lidt en ”lang næse”, da Sundheds- og Ældreministeriet ”kun” valgte at imødekomme ansøgningen med en bevilling på kr. 2,197 mio. kr. til første år af etableringen af et Sundhedens Hus i Farsø. Et beløb som Styregruppen ganske vist tolkede som en blåstempling af projektet, og som der skulle arbejdes videre med.  Men faktum var, at der manglede en restfinansiering på i alt 40,343 mio. kr. i det samlede budget over tre et halvt år.

Efter rådføring med ministeriet, den manglende restfinansiering og pres på tid, valgte Vesthimmerlands Kommune et halvt år efter at sende opstartspengene på 2,1 mio. kr. tilbage, med en forventning om, at man så måtte stå først i køen til støttebeløb i 2019.

Man brugte således tiden til at udarbejde en revideret og gennemarbejdet projektbeskrivelse sammen med en ansøgning til Sundhedsministeriet på kr. 23,4 mio. Til stor overraskelse kom ansøgningen slet ikke i betragtning, men det var samtidig også en erkendelse – egenfinansieringen var for lav.

I budget 2020 blev den kommunale medfinansiering således hævet med 10 mio. oveni de allerede 2,6 mio.  

Der blev tredje gang taget udgangspunkt regeringsudspillet ”En læge tæt på dig”, der i juni 2019 blev meldt ud med yderligere 600 mio. kr. til etablering af læge- og sundhedshuse, som var et fornyet håb for Sundhedshus projektet i Farsø.  Det skyldtes ikke mindst Farsøs to ubesatte ydernumre, hvilket et Sundhedens Hus gerne skal være løsningen på, da unge og nyuddannede læger ønsker at sidde til leje i et hus med et sundhedsfagligt fællesskab.  

Der kom 3,7 mio. kr. som blev lagt oveni de 10 mio. og de 2,6 mio. fra Vesthimmerlands Kommune. 

Aktuelle prisstigninger på byggematerialer betød at Byrådet så sent som i maj måned i år godkendte en tillægsbevillig på kr. 971.860 til byggeriet

Fra formand for Sundhedsudvalget, Asger Andersen (A) lød det: -Det er et projekt der har været længe undervejs. Vi har fået støtte fra staten på 3,7 mio. kr. Nu er vi nået dertil, at vi kan gøre noget der batter – hvis vi vil, i kampen om at få flere læger til Vesthimmerland. Der er der ingen tvivl om, at det er en af de store udfordringer vi har.

Huset placeres tæt på Højgårdsvej med indkørsel via Bystrupparken. Det er muligt på sigt at udvide med endnu en bygning mod øst mod sygehuset til andre sundhedsaktører.

I første omgang er det nye Sundhedens Hus ”kun” designet til læger. Det er det pengene fra sundhedspuljen er bevilliget på baggrund af, nemlig at tiltrække flere læger.

Praktiserende læge Steinar Sandberg, der i dag ejer Lægehuset på Dr. Ingrids Vej, flytter ind med sine to ydernumre og et gemt ydernummer, altså i alt 3 praktiserende læger.

Huset kan også give mulighed for en lægevagt og en jordemoderkonsultation, som er under Region Nordjylland. Huset giver derimod ikke mulighed for ex. fysioterapi og fodterapi.

Byggeriet går i gang nu og vil stå klar til indflytning i december 2023.

SE ANNONCEN FOR SPADESTIKKET HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: