VESTHIMMERLAND: Selvom Johs. V. Jensens digterrute på de Himmerlandske Heder har været åben i nogen tid, så førte Peter Hørup, museumsleder på Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø , lørdag, an på en guidet tur på ruten i det smukke hedelandskab på Vindblæs Hede.
Lyngen er lige nu ved at springe ud, og det var netop hedens særpræg med bakketoppe – som i mange tilfælde er gravhøje, som fascinerede Johs. V. Jensen fra barnsben af og er billedligt beskrevet i mange af Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier.
Selvom Johs. V. Jensen i sin ungdom var meget optaget af industrialisering og fremskridt, så fandt han i sin alderdom tilbage til heden, fortiden og historien. Han blev sågar aktiv i Danmarks Naturfredningsforening.
Digterruten på de Himmerlandske Heder er lagt an på at man selv går de 5 km. på den skiltede rute og undervejs stopper op ved bogmærkerne og indskanner en QR kode, hvorved man kan høre Johs. V. Jensens indtryk af heden indtalt af Else Marie Spanggaard Drost fra Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø, men også den historisk rigtige fortælling om hedelandskabet fortalt af formidlingschef på Vesthimmerlands Museum, Louise Villadsen.
Bogmærkerne har titlerne Den Jyske Hede, Himmerlands Beskrivelse, Ville du sælge din bedstemor, Hedens opdyrkning, Lærken i Jylland og Lyngens Børn. Bogmærkerne har hver ca. en varighed på 5 minutter, hvorefter man går videre til næste bogmærke. Turens varighed i alt er på ca. 2 timer og 15 minutter i det kuperede terræn, der blandt gravehøjene også går forbi Skarp Salling Karets fundsted.
/cf

