FARSØ: Vi er i december – årets hyggeligste og hjerteligste måned. Og det finder man i den grad i Farsø.
Åbent hver eneste dag
Frem til jul vil butikkerne i Farsø have åbent hver eneste dag – for der skal handles julegaver, og derfor kan man regne med at finde de helt rigtige gaveideer i Farsøs butikker, der er garant for den gode gammeldaws service med rådgivning og indpakning.
Farsøs juleprogram
Ud over de rigtige julegaver byder Farsøs butikker også på julehygge og juleunderholdning i løbet af december. Årets juleprogram i Farsø kunne du læse i sidste uges Black Friday avis, men du kan naturligvis også finde det på farsoavis.dk og farsoe.dk, og ikke mindst på lysstanderne i Farsø Rådhuscenter
Mød Nissen SpilOp på søndag
Ud over at der vil være åbent i Juleland i den tidl. skobutik i Farsø Rådhuscenter, hvor børnene kan lave krea og få popcorn, så vil der også være optræden på Centergangene af Nissen SpilOp.
SpilOp laver ballonsjov, trylleri og nisseri for børnene.
Hot Winter By Night i næste uge
Farsø er kendt for sine Hot Sommer aftener. Denne jul vil der også være en Hot Winter by Night i og omkring Farsø Rådhuscenter, som finder sted på næste torsdag. Der vil være fuldt program hele aftenen med aktiviteter udendørs i Centerbuen, i Juleland, på Centertorvet og i den tidl. Brugsen. Der vil være aftensmad – så spis endelig ikke hjemmefra. En rigtig familieaften, hvor man også kan få gjort endnu et indhug på juleindkøbslisten i butikkerne, der har særlige by night tilbud. Læs mere om Hot Winter By Night i næste uges Farsø Avis.
/cf