I år giver den ekstra julelys i øjnene

FARSØ: Sidst på eftermiddagen i morgen, når julemanden tænder på kontakten til julebelysningen i Farsø, vil den stråle ekstra meget.

For i Farsø har man altid gjort ekstra meget ud af julebelysningen, hvilket byen også får stor ros for.

Men som bekendt holder glansen ikke evigt, og det er også tilfældet for julebelysningen i Farsø.

Tidens tand 
Guirlanderne over hovedgaden har efterhånden over 10 år på bagen, og tidens tand og ruskende storme har gjort sit til at pærerne flakker og brænder ud.

Ganske vist har man repareret år efter år, men lappeløsninger får også en ende, især når det viser sig, at man kan få helt nye klare og energibesparende lys for næsten de samme penge, som det koster at reparere dem.                

Det er Farsø Handelstandsforening – og dermed Farsøs butikker der ejer belysningen. Og det også selvsamme forening der hænger på vedligeholdelsen af julebelysningen.

Derfor besluttede Farsø Handelsstandsforenings bestyrelse tidligere i år, at investere i helt nye guirlander, så der igen kan blive ensartet julelys over hovedgaden.

22 nye guirlander
Det vil sige, at de gammelkendte guirlander med lysgardin i siderne er skrottet til fordel for 22 helt nye guirlander. Der er investeret i nye såkaldte Ice Lite kæder, kraftigere ”gran” og skiftevis røde hjerter og hvide stjerner henover hovedgaden.

Investeringen i de nye guirlander beløber sig til kr.175.000. Men det er også en investering der er valgt med omtanke. For ud over at resultatet gerne skulle blive rigtig flot, vil det også reducere reparationsomkostningerne i mange år fremover.

og nye kontakter
Men ikke mindst følger der med de nye guirlander også kontakter på masterne, hvilket betyder en nemmere op- og nedtagning fremover, som ikke kræver autoriseret elektrikerassistance. Med andre ord, kan det være frivillige kræfter fra byen, der ligesom hidtil, også yder handelsstandsforeningen assistance med selve op- og nedtagningen af julebelysningen.       

I slutningen af oktober var Øgaards elektrikere allerede i gang med at klargøre masterne til den nye julebelysning med kontakter. Og da man nu var i luften, kunne guirlanderne ligeså godt komme på plads og tilpasses.

Hjerter og stjerner
De føromtalte stjerner og hjerter, som skal hænge ned fra guirlanderne, er først monteret i denne uge, kort forinden julelystændingen i morgen.

Lysparasoller og juletræer er også klar
Alle øvrige enheder fortsætter uændret. Det vil sige, at der fortsat er 10 lysparasoller på plads omkring Farsø Rådhuscenter og ved Farsø Rutebilstation. Ligesom der er kommet lys i de 9 små træer og det store juletræ på Store Torv, som får en central rolle, når julebelysningen tændes i morgen.

Ud over juletræet på Store Torv omfatter Farsøs julebelysning også juletræet ved Farsø kirke mod Nørregade og juletræet ved Farmas på Fabriksvej.  

Mange frivillige kræfter har været i gang
Men mange personer har været i gang og de fortjener en tak her i avisen:
Jarrit Hansen, Eigil Andreasen, Peter Tolstrup, Frida Tolstrup, Kent Lauersen, Jeppe Lauersen, Torben Sørensen, Simon Sørensen, Niels Peter Jørgensen, Brian Thorup, Jesper Sander, Casper Høilund, Martin Elkjær Jensen, Kristian Bjerregaard, Thomas Larsen, Niclas Brøndum, Mads Øgaard og Rasmus Dige

Desuden også en tak til Time og Peter Tolstrup for lån af lifte og tak til Farsø Bageri for forplejning.

Afslutningsvis skal også nævnes, at de store halmballenisser, som Produktionsskolen Kongshøjgaard hjælper Farsø Handelsstandsforening med, naturligvis også – traditionen tro, i år vil være på plads foran Torvet 1. 

Så husk at påskønne den flotte julebelysning og juleudsmykning i Farsø, når den fra i morgen lyser op i mørket, og får os i den rette julestemning.

Alle master er blevet monteret med nye kontakter for lettere op- og nedtagning.

Farsø får nu en ensartet julebelysning, der harmonerer over hele byen bl.a. her ved Farsø Rådhuscenter som også har Ice-Lite belysning på sin facade, som harmonerer fint med lysparasollerne.       


 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: