I 70’erne var motorcyklister ikke ansete

FARSØ:I denne uge kan Farsø MC klub fejre sit 40 års jubilæum. Meget har forandret sig siden starten af 1970’erne. På det tidspunkt blev det at eje en motorcykel forbundet med motorbøller og rockere.

Det fortæller Finn Aagesen som var medstifter af Farsø MC Klub, og som blev klubbens første formand. Han fortæller her, hvor svært det var at blive anerkendt som klub.     

-Et par år forud for klubbens stiftelse var vi en 5-8 unge mennesker med egen motorcykel som mødtes en gang om ugen for mødes og køre ud på ture sammen. Efterhånden blev mødestedet Farsø Cafeteria, hvor vi følte os velkomne, og man ikke havde noget imod vore praktiske køreveste i læder.

Dannelsen af Farsø MC Klub
Efterhånden blev vi flere og dermed opstod ideen til dannelsen af Farsø MC Klub med eget klubhus.

– Vi var en gruppe bestående af Gunnar Løkke, Anton Sørensen, Jan Stenshøj, Hans Jokumsen, Frank Schoop og mig selv, der derfor tog initiativ til at rette henvendelse til daværende Farsø Kommune omkring anvisning af egnede lokaler.

Vi arrangerede et møde med kommunalbestyrelsen på kommunekontoret i Nørregade og fik præsenteret os selv og de planer vi havde for klubben, fortæller Finn Aagesen.    

Udkommet af mødet blev, at vi kunne få Falckzonens barakker, som vi kunne opstille ved den daværende skydebane.  Vi skulle selv stå for flytningen af barakkerne og fjerne zonens garage og slangetårn, hvilket vi indvilligede i, forklarer Finn Aagesen, Men lige pludselig trak kommunen tilbuddet tilbage – og løb, så at sige fra aftalen. Dermed stod vi tilbage med uforettet sag.   

Men heldigvis havde en bondemand fra Østerbølle hørt om vores nød og tilbød os at leje Lounsvej 87 i Hestbæk.

Ønske om at rykke til Farsø
Det blev vores tilholdssted i adskillelige år. Vi satte stedet i stand, indrettede en gildesal i den gamle stald m.m. Da antallet af medlemmer var stødt stigende opstod ønsket om at rykke tættere på Farsø, hvorfra de fleste medlemmer kom fra.         

Igen blev der rettet henvendelse til Farsø Kommune, og denne gang desuden med anmodning om tilskud til lokaleleje, ligesom andre organiserede klubber og foreninger.

Men netop den manglende anerkendelse af Farsø MC klub som en organiseret klub, betød at kommunens fritidskommission afslog Farsø MC Klubs anmodning om lokaletilskud.  

Forskelsbehandling
Forskelsbehandlingen fik Farsø MC klub til at aktionere. Det skete ved, at Farsø MC klubs medlemmer optog samtlige parkeringsbåse i hovedgaden en torsdag aften i to timer. En aktion der var rettet mod kommunens negative holdning overfor klubben.

– Med aktionen ville vi også vise hvem klubbens medlemmer var. Helt almindelige lokale drenge og piger med interesse for motorcykler af alle salgs, store som små, dyre som billige, nye som gamle fortæller Finn Aagesen.

Løsningen på Klubhuset blev, at et af medlemmerne Gert Christensen købte det lille husmandssted i udkanten af Farsø by, nemlig Fredbjergvej 48 og lejede det ud til klubben, mod at de satte det i stand.  

I dag anerkendt klub med mange medlemmer
Her holder Farsø MC klub fortsat til den dag i dag, som anerkendt klub. Klubben har i dag ca. 60 medlemmer, hvor størstedelen er lokale motorcyklister. Medlemstallet har dog været højere, men der kommer og går hele tiden medlemmer til klubben. Medlemmernes alder går fra dem, som var med helt fra starten og i dag er oppe i 60’erne til helt unge medlemmer, som lige har fået kørekort til motorcykel, og som ønsker at være en del af fællesskabet omkring motorcykler. Hver torsdag er der klubaften for medlemmerne. 

Klubben har flere gange om året træf i Farsø, heriblandt ”Farsø Hygge Weekend” som finder sted i slutningen af denne uge, og som 40 års jubilæet er en del af.

I den forbindelse har man inviteret klubmedlemmer og venner af Farsø MC klub fra ind- og udland til træffet i Farsø.       

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.