Hyldens dag – en ’Hyldest’ til hylden og Louns Halvøen

HVALPSUND: På gården Skoulund på Louns halvøen har Janni og Peter Sørensen siden 1995 drevet 300 ha. økologisk jordbrug, hovedsagelig bestående af rodfrugter og korn.

Økologisk hyldeplantage
I 2014 anlagde Janni Sørensen, som sit projekt, en 2 ha stor hyldeplantage med 2.000 træer, og siden 2016 har Skoulund leveret mange tons økologiske hyldeblomster og -bær til saftproduktion. Blomster og bær sælges til Søbogaard ved Herning og Asiros Nordic ved Sorø.

Startede med saft og øl
I 2021 fik Skoulund lavet sine egne etiketter, og en del af hyldeblomstsaften forhandles af bl.a. Dagli’Brugsen Hvalpsund og Rema 1000.

I 2021 blev også en hyldeblomst-øl kaldet ’Hyldest’ til i samarbejde med Hvalpsund Færgekro og Fur Bryghus, og den kan købes på restauranterne i Hvalpsund og i Dagli’Brugsen Hvalpsund.

4 tons hyldeblomster laves til saft og ekstrakt
I plukkesæsonen, der varer 3 uger i juni, ansætter Janni Sørensen 5-10 plukkere. Hvert år plukkes der ca. 4 tons hyldeblomster. Blomsterne plukkes når de er nyudsprungne for der har de den bedste duft og smag. Lige efter plukning bliver blomsterne kølet, pakket og frosset ned inden de sendes til Søbygaard ved Herning, hvor der laves ekstrakt og saft af blomsterne.

Åben gård på søndag
Lige nu blomster hylden og der høstes på Skoulund Økologi, som er Danmarks nok eneste hyldeplantage. Selv om der travlt for plukkerne med at få hyldeblomsterne håndklippet mens der er mest saft og duft i blomsterne, så inviterer Janni Sørensen alligevel alle interesserede indenfor på søndag til 1. udgaven af Hyldens Dag på Skoulund. 

Smagsprøver og rundvisning
Det bliver en eftermiddag med smagsprøver og rundvisning i plantagen.

-Kort og godt -pluk, duft, smag og oplev hyldeblomsten i sin mangfoldighed – som spise og drik – med og uden alkohol, fortæller Janni Sørensen om arrangementet.  

Lokalt samarbejde
Som noget nyt, så bruges ekstrakten fra hyldeblomsten også i is, som laves lokalt hos Den Gamle Foderstof i Gedsted og i kage som Farsø Bageri står bag. Sågar Hessels Snapselaug har trukket en hyldeblomstsnaps, ligesom en flok bartendere kommer til Skoulund for at mixe hyldecocktails.

Med andre ord, så bliver der hele tiden udviklet nye opskrifter med hyldeblomst som ingrediens.

Som samarbejdspartner byder Hvalpsund Færgekro også ind. Hyldens Dag kan nemlig slutte af med en middag på kroen med en menu inspireret af hyldeblomst. Det er en menu bestående af Hvid fisk med urtelåg, øl braiseret nakke, og hyldeis dessert.

For ud over at hylde de lokale råvarer, så mener Janni Sørensen også at de skal nydes i lokale restauranter, cafeer og butikker – som en hyldest til det lokale samarbejde 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: