Hyggelig uhygge hos de blå spejdere – FOTOS

FARSØ: Der blev skåret grimasser og græskarhoveder, da de blå spejdere i Farsø her til aften brugte deres spejdermøde på at forberede en sending græskar, som i denne uge skal være med til at sprede hyggelig uhygge i Farsø.

I alt 40 græskarhoveder blev der skåret. Det gav ganske vist gode arm- og fingerkræfter, men heldigvis havde spejderne god hjælp fra nogle elever fra Farsø Efterskole i Stistrup.

Farsø Handelsstandsforening havde leveret græskarrene, medens spejderne med hjælp af en håndfuld elever fra Farsø Efterskole leverede den kreative arbejdskraft, som resulterede i en masse flotte græskarhoveder, som skal bruges til at udsmykke hovedgaden i Farsø og centergangene i Farsø Rådhuscenter.

De 40 græskarhoveder fra de blå spejdere vil blive placeret langs hovedgaden i Farsø, mens andre 30 græskarhoveder skåret af kammeraterne hos de grønne spejdere i Farsø vil blive placeret i og omkring Farsø Rådhuscenter

Spejdere er naturligvis også miljøbevidste, og derfor gik der ikke meget til spilde på mandagens møde, hvor kødet fra de udhulede græskar blev brugt til at lave en velsmagende græskarsuppe over bål, medens frøene kom med hjem i poser, så de kan blive sået hjemme i haverne til foråret.

Tag en tur rundt i Farsø og se græskarhovederne – hvis du tør…

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: