test

Hvalpsund har fået egen hjertestarter

HVALPSUND: Ganske vist har Sparekassen Hvalpsund haft en hjertestarter hængende det sidste halvandet års tid. Men da hjertestop ikke kan koordineres efter åbningstid, har man i Hvalpsund nu fået en endnu bedre løsning, som både giver adgang til hjertestarter og et korps af frivillige førstehjælpere døgnet rundt.

I torsdags blev Hvalpsunds hjertestarter opsat ved Sparekassen Hvalpsund. Her ses nogle af medlemmerne af det nye førstehjælpskorps. Fra venstre, førstehjælpsinstruktør fra Røde Kors Farsø, Olau Holtvind, Karen Margrethe Pedersen, Vita Hovkjær Jensen, Jacob Rasmussen fra Sparekassen, Connie Rasmussen og Peder Holm Pedersen. Ann Rye Nielsen, Palle Asmussen, Pernille Sørensen, Mette Bang Priskorn og Kirsten Holm var ikke til stede ved fotograferingen.

Som tidligere omtalt i Farsø Avis, har førstehjælpsinstruktør Olau Holtvind fra Røde Kors Farsø og ikke mindst Vita Hovkjær Jensen, som er uddannet førstehjælper og bosiddende i Hvalpsund, taget initiativ til at danne et frivilligt førstehjælpskorps i Hvalpsund. 

Initiativet er taget ud fra det faktum, at ambulance responstiden for Hvalpsund er for lang i forhold til at redde menneskeliv. Allerede efter 5 minutters hjertestop kan hjernen tage skade, fortæller Olau Holtvind, der mener at den nye ordning er en nødvendighed for Hvalpsund og Louns området.                          

Det er Vita Hovkjær Jensen, der har haft opgaven med skaffe folk til det nye lokale førstehjælpskorps. Ligeledes har det været hende, som har været ude ved de lokale virksomheder for at skaffe sponsorater til hjertestarteren, hvilket har været lidt trægt i opstart.  

Initiativet er imidlertid blevet hjulpet rigtig godt på vej, efter at Jacob Rasmussen og Palle Asmussen fra Sparekassen Hvalpsund, der begge er førstehjælpere, har tilbudt at flytte deres hjertestarter udendørs, så den er tilgængelig alle døgnets 24 timer. Der er derfor nu blevet indkøbt et skab til at montere hjertestarteren i, og det er nu blevet sat op på Sparekassens facade ved siden af pengeautomaten. Her er der i forvejen videoovervågning, som forhåbentlig kan være med til at forebygge hærværk

Foreløbigt har 8 lokale borgere meldt sig til det frivillige korps af førstehjælpere. Indenfor kort tid modtager de 30 timers undervisning i førstehjælp og brug af hjertestarteren. Derefter kommer de til at indgå i det lokale førstehjælpskorps, der betyder at, alarmcentralen kan alarmere dem med en sms. Det betyder helt konkret, at der foreløbigt kan troppe alt fra 1 og til 8 førstehjælpere op ved personen med hjertestop.   

Vita Houkjær Jensen fortæller, at man indtil nu har samlet 10.000 kr. ind til projektet. Skabet til hjertestarteren har kostet 5.000 og dermed er der grundlag for at man kan begynde at samle indtil endnu en hjertestarter, som byen er blevet anbefalet at opsætte på havnen ved færgen.   

Indtil nu har otte meldt sig til førstehjælpskorpset, men Vita Houkjær Jensen håber at endnu flere vil melde sig. Derfor er der netop blevet omdelt en informationsfolder til samtlige husstande i Hvalpsund, for at orientere om hjertestarteren, og om den skiltning der sættes op på færgehavnen, lystbådehavnen og i Dag’li Brugsen, der henviser til hjertestarterens placering og hvordan der alarmeres.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: