HVALPSUND: Her til formiddag åbnede den gule info-hytte på Havnepladsen i Hvalpsund.
Dermed er Hvalpsund og omegn sæsonklar til at tage imod egnens besøgende og give dem de bedste råd til hvad man skal se og besøge på egnen.
Sæsonstarten skete med fem skud fra Skive Kanon Saluteringslaug. Herefter bød formand for Den Frivillige Turistgruppe, Leif Jensen velkommen og gav ordet til Hvalpsundborger og kommunalpolitiker Lars Andresen.
For i forbindelse med åbningen blev der også gjort opmærksom på hvad der befinder sig lige uden for døren – altså lige udenfor turisthytten, nemlig fjorden og masser af aktiviteter.
Derfor var der besøg af Limfjordsmuseet, Stenaldercentret, Trend Å Lystfiskerforening og Lund fisk. Men også Hvalpsund Bogcafe havde meldt sig på banen med en lækker portion muslingesuppe – sågar med musik til. KFUM Spejderne fra Ullits havde sovet i telt på Havnepladsen op til dagen, og var derfor helt klar med bålsted og pandekager.
Inde i selve madpakkehuset bød Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn på fotos fra gamle Hvalpsund på deres hjemmeside. Et helt håndgribeligt album var der også med konfirmandbilleder.
Alle disse indtryk og mange flere kunne man nyde sammen med en snaps fra Hessels Snapselaug. Udenfor i det lune sommervejr var der desuden udstilling af veterantraktorer, der på et tidspunkt brød op for at køre veterantraktorringridning, og havde man lyst kunne man tage en gratis tur med Færgen Mary.
Dagens sidste programpunkt var fortælling i logihuset om det gamle Hvalpsund og logihuset. Børge Mejlstrup Jensen var fortælleren foran de mange fremmødte, der fyldte godt i det lille hus
Sammen med en summen fra børn på legepladsen dagen igennem kan man kun konstatere, at Hvalpsund er et dejligt sted at opholde sig – og det var netop formålet med dagens arrangement.