HVALPSUND: I dag åbner Hvalpsund Golf Restaurant i Hvalpsund Golf ApS klubhus.
Det er parret Lene og Jan Andersen, der har forpagtet klubhusets cafe med køkken, der åbner som restaurant med åben alle ugens 7 dage.
Den 27. marts havde Lene sidste arbejdsdag på Pakhuset på Lystbådehavnen i Hvalpsund som kok. Det var forinden rygtes at Hvalpsund-pigen stoppede på stedet, og derfor var en af de faste gæster Anders West, formand for Hvalpsund Golf Club hurtig. Han forespurgte på golfklubbens vegne, om hun kunne være interesseret i at drive restaurant i deres klubhus.
Lene og hendes mand Jan, kiggede kort tid efter forbi og fik en rundvisning af Anders West og direktør for Hvalpsund Golf ApS, Hardy Mortensen.
Lene var straks begejstret for lokaler, køkken og omgivelser. Skiftet fra udsigt til lystbådehavnen til en storslået udsigt over golfbane, Louns Sø og Louns Bredning gjorde ikke betænkningstiden længere.
Startdatoen for forpagtningsaftalen blev aftalt til 9. maj. Lene skulle nemlig forinden have udført en lille håndoperation, der er typisk for kokke, der føles som ”stive fingre”.
Hun er nu helt klar igen og hele lørdagen blev brugt på at få det sidste på plads i køkkenet.
-Det er et skønt køkken at rykke ind i. Det er rigtig godt indrettet og med god plads. Det er kun få ting jeg selv har skullet sørge før og jeg skal nok være klar til åbningen, siger Lene.

Faktisk åbnede Hvalpsund Golf Restaurant allerede søndag, hvor der var gæster både til frokost og aften. Søndag aften var der fuldt booket op, så sikke en start!
Ønsket om at få en forpagter af golfklubbens cafe blev forstærket sidste år, efter at Restaurant Marina lukkede. Her havde man i en årrække, faktisk siden Hvalpsund Golf åbnede i 2008, haft en aftale med Restaurant Marina om at levere mad på bestilling til klubhuset i forbindelse med golfmatcher og andre golfarrangementer. Også Hardy Mortensen trådte tit til med hjælp til at dække op til spisende i lokalerne ved siden af andre praktiske ting med tilmeldinger og koordinering. Det seneste år har Hardy Mortensen også haft opgaven på sig med at hente bestilt mad til klubhuset.
Det betyder selvsagt også, at Hardy Mortensen er begejstret for at Lene og Jan nu tager over, men det betyder også at de ca. 8.000 greenfee gæster på stedet om året, nu kan få sig en frokost eller en middag efter at runden er taget på golfbanen.
Lene påpeger, at restauranten på ingen måde er forbeholdt golfspillere. Alle er velkomne og selskaber bookes der også ind. I det daglige vil restauranten være indrettet til 70 personer. I forbindelse med selskaber kan der dækkes op til 100 personer. Også et klublokale kan lånes hvis foreninger har brug for at mødes, ligesom de to udendørs overdækkede terrasser kan anvendes.
Hvad Hardy Mortensen angår, så så han frem til søndag. Der blev en stor arbejdsopgave taget fra hans skuldre.
-Jeg glæder mig. Det betyder, at jeg får tid til at spille golf igen.
