Hvalpsund Genbrug udvider

HVALPSUND: Kirkens Korshær Genbrug Hvalpsund har siden sin start i 1998 haft butik flere steder i Hvalpsund. Særligt møbelsalget har haft adresse flere steder grundet behovet for ekstra plads.

Flere flytninger gennem årene
Mens selve genbrugsbutikken holdt til på Tingvej 2, blev der i 2003 mulighed for at leje lokaler på Ovenskovvej 17 til møbler. Forholdene på Ovenskovvej uden varme var ikke optimale for møblerne, derfor blev der i 2010 mulighed for at købe det tidligere spejderhus på Illerisørevej 10. Det var helt andre gode forhold med varme og godt lys.

I 2014 rykkede genbrugsbutikken til Sundvej 12, hvor den tidligere sparekassebygning blev delt med Bogcafeen. I 2021 blev der indgået en byttehandel, hvor Hvalpsund Borgerforening købte Illerisørevej 10. Det betød, at Bogcafeen rykkede til Illerisørevej, mens møblerne flyttede til Sundvej 12. Dermed fik Hvalpsund Genbrug næsten alt under samme tag – men der var stadig brug for mere plads.

Ny tilbygning giver bedre rammer
Med en tilbygning til den nuværende genbrugsbutik på Sundvej bliver det nu muligt at samle det hele i samme bygning.

Der er netop ved at blive opført en tilbygning på 130 m² til Sundvej 12. Den nye fløj skal bruges til møbeludstilling og forventes at stå færdig i midten af september.

Møblerne får den plads, de fortjener
Butiksudvalget, der består af formand Torben Tonnisen, Lis Svendsen, Karen Dam, Tonny Jessen og Leif Jensen, ser frem til, at møblerne – som der sælges mange af – får bedre og mere plads.

Beslutningen om udvidelsen er truffet af butiksudvalget i samarbejde med Kirkens Korshærs organisation.

Pladsmanglen har været særlig tydelig de seneste år, hvor et telt på pladsen, hvor den nye tilbygning nu opføres, har været brugt som salgstelt for de møbler, der har kunnet tåle vind og temperaturskift. Det har dog ikke været en optimal løsning.

Plads til flere gode genbrugsfund
Med de nye 130 m², som Kirkens Korshær lejer, bliver det muligt at modtage flere gode møbler og andre ting til boligen.

Hvalpsund Genbrug tager kun effekter ind, som man vurderer kan sælges igen. Det vil sige møbler og artikler i god stand. Til gengæld tilbyder Hvalpsund Genbrug at afhente effekterne, hvis giveren ikke selv har mulighed for at bringe dem.

Nu hvor møblerne får deres egen afdeling sammen med belysning og el-artikler, får bøger, musik, legetøj og isenkram hver deres områder i genbrugsbutikken og dermed bedre salgsplads.

Der er trangt med plads, så med udvidelsen, bliver der her hvor der nu står møbler bedre plads til bøger, musik, legetøj og isenkram

Den nye tilbygning forbindes med den eksisterende bygning via en dobbeltdør, hvor der tidligere har været et stort vindue. Det skaber et naturligt og overskueligt flow gennem butikken.

62 frivillige driver butikken
Hvalpsund Genbrug har i dag 62 frivillige, hvoraf 44 bemander butikkens åbningstid i faste vagter, mens resten fungerer som vikarer. Hver vagt varer en halv dag, og tre personer er på arbejde ad gangen.

Hvalpsund Genbrug har aldrig haft behov for at søge efter frivillige. De er kommet af sig selv, fordi man bliver en del af et stærkt socialt fællesskab.

Overskuddet går til Kirkens Korshærs sociale arbejde
Alt overskud fra genbrugsbutikken i Hvalpsund doneres til Kirkens Korshærs varmestuer og herberger i Danmark. I 2025 sendte Hvalpsund Genbrug 545.000 kroner til Kirkens Korshær. Pengene kom på baggrund af 7.845 ekspeditioner i butikken i løbet af året.

Med den nye møbelafdeling er forventningen, at antallet af ekspeditioner – og dermed butikkens indtægter til det sociale arbejde – vil stige.        

/cf        

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.