FARSØ: Hvalpsund Færgekro har taget et meget prisværdigt initiativ, nemlig at åbne Centercafeen i Farsø Rådhuscenter og drive den indtil udgangen af i år.
Centercafeen har haft lukket siden midten af oktober, til mange kunders store fortrydelse inklusiv Centergruppen, som ejer Farsø Rådhuscenter.
Også indehaveren af Hvalpsund Færgekro, Peder Holm Pedersen har bemærket, hvor stor en betydning Centercafeen har for centrets kunder.
– Det talte vi om på kroen så sent som i torsdags, fortæller Peder Holm Pedersen og det endte med at vi ringede til Kaj Jensen og forelagde ham vores forslag om at drive Centercafeen året ud.
Forslaget blev taget imod med stor glæde af Kaj Jensen og hans to sønner Jørgen og Bent Højrup Jensen, der er medejere af Centergruppen.
Det blev aftalt, at Centercafeens faciliteter skulle vises frem for Peder Holm Pedersen allerede næste formiddag. En aftale blev efterfølgende indgået om, at Hvalpsund Færgekro foreløbigt driver Centercafeen året ud.
Allerede her til morgen, på slaget 8.00 var Peder Holm Pedersen at finde bag disken i Centercafeen. Af gode grunde, var det kun ganske få som havde kendskab til at cafeen var genåbnet, men rygtet spredtes hurtigt og snart var der kunder i butikken.
Peder Holm Pedersen, fortæller at Centercafeen i den kommende tid vil følge specialbutikkernes åbningstid i Farsø Rådhuscenter, der i anledning af julehandlen er udvidet en del.
Centercafeen vil som udgangspunkt tilbyde morgenkaffe med rundstykker, dagens ret, dagens suppe, pommes frites, burgere, pølser og eftermiddagskaffe med hjemmebag og naturligvis alt i drikkevarer. Desuden vil der hver fredag og lørdag op til jul, blive tilbudt en mini julefrokost/buffet til centrets kunder. Og endelig vil der også blive julet ekstra på udvalgte arrangementsdage op til jul, med gløgg og æbleskiver.
Med andre ord, er der ingen fare for at man skal gå sulten på julehandel i Farsø, tværtimod vil man Hvalpsund Færgekros hjælp kunne slå sig ned til et pusterum på Centertorvet velforsynet med mad og drikke.
Peder Holm Pedersen fortæller, at man også tager imod bestillinger af Hvalpsund Færgekro’s julefrokoster i Centercafeen. Det bliver sågar sådan, at man kan afhente den bestilte julefrokost i Centercafeen hvis man ønsker det.
– Jeg står naturligvis også til rådighed m.h.t. afholdelse af selskaber på Hvalpsund Færgekro, siger Peder Holm Pedersen.
Grunden til at Hvalpsund Færgekro overhovedet har kunnet byde ind på Centercafeen, er at der for øjeblikket er lavsæson med hotelophold og selskaber, og man derfor har mulighed for at fordele personalet på både Hvalpsund og Farsø.
– Jeg har også rykket min ferie, som jeg ellers plejer at afholde mellem jul og nytår, fortæller Peder Holm Pedersen, men jeg gør gerne noget for at hjælpe centret. Jeg ved hvor vigtig centrets butikker er for egnen, og de er i sidste ende også med til at gavne Hvalpsund Færgekros gæster.