Hvalpsund Borgerforening fylder 110 år

HVALPSUND: Det er ikke mange borgerforeninger der kan smykke sig med en dåbsattest på 110 år.

Men det kan man i Hvalpsund, hvor borgerforeningen i nu flere generationer har skubbet til udviklingen i byen med nye tiltag, fester og markeder.

Det er borgerforeningen man går til – og tager med på råd, når nye tiltag skal sættes i gang. Dette er også Vesthimmerlands Kommunens erfaring, senest med bl.a. legeplads, badeanlæg og nu den nye områdefornyelse for Hvalpsund, hvor borgere og borgerforening er vigtige medspillere.

Meget aktiv forening
Men Hvalpsund Borgerforeninger er også selv en meget aktiv forening. Der er hele tiden gang i nye projekter, særligt i området ved fiskerihavnen.  

Kigger man bare ti år tilbage, så blev det 100 år gamle og ny-renoverede logihus genindviet i forbindelse med Hvalpsund Borgerforenings 100 års jubilæum. I 2011. Året forinden havde borgerforeningen købt hallen ved den gamle minkfodercentral på Hestbækvej, renoveret den og den bruges nu til opbevaring af telte, borde og bænke, hoppeborg m.v. som borgerforeningen udlejer til borgerne.  

Også store projekter
Siden er der arbejdet med store projekter såsom legeplads, multibane, madpakkehus, ophalerplads, ophalerhus, badebro.

Sidste år blev der lavet en byttehandel med Hvalpsund Genbrug, hvor multihuset på Sundvej blev byttet med den gamle spejderhus på Illerisørevej.  Huset på Illerisørevej er blevet renoveret og er nu borgerhus til bogcafe, foredrag m.m.   

Senest har Hvalpsund Borgerforening fået sin nye vandtrampolin i vandet. Sidste år blev der købt kajakker og i år cykler og paddleboards til udlejning fra turistinfohytten. Indkøbene er gjort mulige med hjælp fra Vesthimmerlands turismepulje. 

Lige nu er Borgerforeningen ved at opsætte en hjertestarter midlertidigt uden på turistinfohytten.

Også salget af Hvalpsund Øl med Færgen Mary på etiketten er gået i gang, og det samme er Hvalpsund t-shirts og jubilæumslotteriet.  

Havnefest aflyst for andet år i træk
Ellers er Hvalpsund Borgerforening også kendt for den årlige havnefest i uge 28, som desværre også i år – for andet år i træk, er aflyst grundet corona-sitiuationen.  Havnefesten bidrager ellers godt økonomisk til de nye tiltag i Hvalpsund.    

Borgerforeningen står også for julebelysningen i Hvalpsund og det årlige julemarked.

Trofast og ihærdig bestyrelse
Det er en meget trofast bestyrelse der står i spidsen for Hvalpsund Borgerforening. Ole Randrup har været med i over 35 år, Per Sørensen i ca. 20 år og Birgit Poulsen i ca. 15 år.

Disse tre står for det overordnede omkring projektansøgninger, fondsansøgninger m.m. Men andre gode kræfter, som virkelig også tager deres tørn for borgerforeningen, er Jan Jensen, Leif Jensen, Bent Hansen og Vibeke Hvidsten.          

Jubilæums reception på lørdag
Lettere forsinket, da Hvalpsund Borgerforening egentlig fyldte 110 år den 1. juni, inviteres der på lørdag til reception i hallen på Hestbækvej 8. Her vil der helt sikkert summe af snak om alle de ting borgerforeningen har medvirket til gennem årene.    

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: