Hvad skal vi med kultur?

VESTHIMMERLAND: En gruppe vidt forskellige kulturaktører i Vesthimmerland har sat sig sammen, for at få kulturoplevelser i fokus til glæde for borgerne i Vesthimmerland.

Kultur-På-Kanten – et fælles projekt
De fem aktører er KulturDebatHus Søttrup, Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Teaterforening. Det fælles projekt kalder de for ”Kultur-På-Kanten”.

Inviterer til kulturdebatmøde
-Vi har som vores første fælles initiativ besluttet at invitere til kulturdebat, fortæller formand for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen, Ertebølle – og fortsætter:

Vi vil skabe en dialog om, hvorfor kultur er vigtigt. Til at sætte gang i debatten har vi inviteret 2 vigtige oplægsholdere, nemlig kommunens egen formand for Kultur- og Fritidsudvalget Per Nyborg og Kommunernes Landsforenings kulturudvalgsformand Johan Brødsgaard.

Mødet finder sted i starten af uge 4 i KulturDebatHus Søttrup.

Har allerede arbejdet sammen om foredrag og teater
-Baggrunden for initiativet stammer fra konkrete, positive erfaringer for samarbejde. Et eksempel er det fælles projekt i 2021 med den store event ”Valkyriens kamp” med forfatterforedrag, teaterforestilling, dokumentarfilm og pre- and aftertalk med skuespillere, instruktør og scenograf. Her var Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Teaterforening involveret, og resultatet blev gode oplevelser til rigtig mange borgere i kommunen. Et andet eksempler var samarbejdet mellem KulturDebathus Søttrup, Vesthimmerlands Forsyning og Vesthimmerlands Teaterforening om familieforestillingen ”Lods Hans” – en klimavenlig udgave af Klods Hans, fortæller Karen Margrethe Eriksen videre.

Vil samarbejde i stedet for at være konkurrenter
Vores erfaring viser, at vi får mere ud af at samarbejde, end ved at være hinandens konkurrenter. Vi håber med vores initiativ at få sat fokus på kulturens værdi, på vigtigheden af samarbejde, på kommunens prioritering af kulturområdet og anerkendelse af værdien af alle forskellige kulturaktørers indsats – alt sammen til glæde og gavn for borgerne i Vesthimmerlands Kommune, slutter Karen Margrethe Eriksen.

SE ANNONCEN FOR KULTURMØDET HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: