Hvad kan vi vente?

 Af: Torben Thomsen, Gl. Blærevej 66, Aars

 Hvad kan vi vente i Vesthimmerland, hvad angår politisk styring. Hvad har den politiske valgkamp ført med sig af forventninger.

Vil det stærke konservative valg, men nederlags-konstitueringsramte parti gå i virkelig opposition og opløse den uvirkelighed, som den hidtil har vist sig i byrådets enighedskultur. Total enighed og omfavnelse hvad angår økonomi og budget og så lidt på skrømt valgkamp med nærgående personlighedsbetragninger om hinanden og forsikringer om, at den iscenesættelse handlede om kommunens interesser og fremtidige udvikling.

Sikke en nøjsom vælgerbefolkning, der sætter 27 mennesker ind for en 4-årig periode, hvis styrke består i at nikke til borgmesterudspillet og administrationens udspil, men altså med valgkamp aldrig kommer til at udrede ret meget om visioner for vores område ud over tamme og tomme luftige løfter som: Vi vil arbejde for skolerne, for de gamle og svage og give velfærdssamfundet et lokalt løft. Men bestemte planer, som man kunne holdes oppe på af vælgerne så ikke dagens lys.

Hvad kan vi så vente af den hidtidige borgmesterliste, som kun blev lettere skadet og ikke mistede den lokale tillid i forhold til kritiseret inhabilitetspraksis? Vil konservative bryde med den smukke enighedstradition, som de selv har nydt gavn af, og som befordrer en tilstand af udvikling, som ikke er politisk skabt, men har grobund i et stærkt administrativt bureaukrati, som en dygtig borgmester får til at se ud som politisk arbejde. Det arbejdende folkestyre i fuldt flor, administrationens nyttige og nødvendige bidrag, og så er det stort set ligegyldigt, hvilken partifarve der vælges ind.

Spændende bliver det at se en tidligere borgmester optræde som menigt medlem af en valgt flok, hvis han ellers ikke opgiver og ser sin rolle udspillet. Borgmesteren har været i offentligheden og udtrykt, at han ser sin politiske karriere som udtømt. Nu skal en anden løse opgaven. I henhold til ovenstående pessimistiske forståelse burde det kun blive bedre.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: