HVALPSUND: De to socialdemokrater, Folketingsmedlem Bjarne Laustsen og Byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune Asger Andersen, var begge aktører som hovbønder i høstspillet til Høstdagen på Hessel søndag.
Deres politiske ståsted fornægtede dem ikke, og de var historisk set noget forud for deres tid, da de truede ladefogeden med fagforeningen, når han var efter dem. Det havde da også til sidst en konsekvens. Bjarne Laustsen endte på træhesten. Selv på den umagelige træhest råbte han og Asger Andersen stadig om fagforeningsdannelse for hovbønder. Det blev efterhånden ladefogeden og ridefogeden for meget, og da brudeoptoget var vej til Hessel, endte de to rebelske hovbønder i hundehullet.
Deres protester skildrede meget godt årets tema på Hessel, nemlig Herskab og Tjenestefolk. I 1700 og 1800-tallet skulle hovbønder, karle og tjenestepiger slide og slæbe for herremanden. Hovbønderne havde deres egen lille gård og lod jord som de måtte passe ved siden af deres arbejde for herremanden. Det var uretfærdigt og trænge kår.
Men ellers foregik høstarbejdet og de mange skildrede håndværk på Hessel i forbindelse med Høstdagen i al fordragelighed.
Dagen lagde ud med en velkomst og en åbningstale ved Bjarne Laustsen. Han er selv født og opvokset på landet ved Skivum, og kunne derfor fortælle meget om hvordan landbruget har udviklet sig igennem tiden.
Folketingsmedlemmer imponeret af Hessel
Men han fik også meget mere at vide, da en præsentation af gamle høstmaskiner passerede ved Hessels port. Han var tydeligt imponeret over høstarrangementet på Hessel og måtte også gå til bekendelse at han ikke havde været på Hessel før, selvom han er Himmerlænding og ikke bor længere væk end i Støvring.
Høstdagen havde også besøg af endnu et folketingsmedlem, nemlig ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), der allerede for 3 år siden blev betaget af Hessel. Også hun kom som aktør. Det første år som høstpige i marken. Sidste år fik hun rollen som herremandens datter Kristine Elle som skal giftes med forvalter Wilhelm Bruhn. Sådan var det også i år. Hele familien var faktisk med og fik en oplevelsesrig dag. Hendes mand Jan Bjerre Holst spillede Wilhelm Bruhn og deres to døtre var brudepiger.
Marie Bjerre var som altid smilende og vinkede til publikum da hun, som brud på Hessel, kørte forbi i hestevogn.