FARSØ: Farsø har ubetinget slået sig fast i sommerlandet som egnens hotteste by. Ikke nok med, at byens butikker hver juli mandag holder åbent indtil kl. 21.00, men også særlige sommeraktiviteter følger med i indkøbsposen.
I aften runder Farsø Handelsstandsforening juli måneds Hot Sommer aktiviteter af med ”Farsø in the air”. Det betyder kort og godt, at alle aftenens aktiviteter har noget med, at stige til vejrs at gøre.
Aftenåbent til kl. 21.00
By-Night starter kl. 17.00 og varer indtil kl. 21.00. Med Farsø Handelsstandsforening som arrangør betyder det naturligvis også at Farsøs butikker har aftenåbent med mange gode sommertilbud. Husk at sommerudsalget i Farsø startede i mandags, og at rabatterne på sommervarerne bare stiger og stiger, ligesom aftenens aktiviteter.
”Luftige” aktiviteter
På Store torv og arealerne omkring vil man kunne prøve en række ”luftige” aktiviteter, der både henvender sig til børn og voksne.
Klatrebjerg i 8,5 meters højde
På Store Torv vil der være opsat et 8,5 meter højt klatrebjerg. Klatrebjerget er opbygget på en luftpude, så hvis man mister fodfæstet på vej i højden, skal man ikke være bange for at falde ned, for man lander blødt, og kan straks derefter gentage opstigningen igen.
High-Jumper i 6 meters højde
På græsarealet mellem Colorama og She vil der være opstillet en highjumper. Highjumperen består af 4 trampoliner, hvor hver person bliver spændt fast bungee elastikker, der sørger for at man kan hoppe højere, men samtidig også sikrer at man bliver inden for trampolinen. Med High Jumperen kan man hoppe op i 6 meters højde. Turene koster kr. 20 pr. person.
Udsigt over Farsø fra 30 meters højde
På pladsen bag Torvet 1 og ved Rutebilstationen, kan man komme endnu højere til vejrs, nemlig op i 30 meter, hvor man kan nyde udsigten over Farsø og omegn. For turene til vejrs står Farsø virksomheden Danilift, som er en af Danmarks førende liftproducenter. Turen op i 30 meter koster kr. 20 pr. person og de indkomne beløb vil blive skænket til et godt formål i Farsø, nemlig Støtteforeningen for Farsø sygehus.
Ole Gas får Kim Larsens sange til at stige til vejrs
For dem som ønsker at blive på jorden, men alligevel mærke suset, får arrangementet besøg af Ole Gas, som er Danmark bedste Kim Larsen kopi. Ole Gas ligner så meget i lyd og udseende at han tit er blevet forvekslet med den ægte vare nemlig Kim Larsen selv. Ole Gas vil man kunne opleve i det opstillede telt på Store Torv, hvor Slagter Klausen også vil stå klar med salg af grillspyd og drikkevarer.