FARSØ: Der var mange ”luftige” aktiviteter mandag aften, hvor juli’s sidste by-night aften i Farsø fandt sted i lunt sommervejr.
Men allerede kl. 9.00 mandag morgen måtte kæmpe termometret på Store Torv på arbejde for sidste gang denne sommer, for at måle dagens temperatur og dermed rabat på udvalgte varer i butikkerne. Termometret viste blot 14 sommergrader og dermed 14 % rabat. De 14 % blev heldigvis slået med flere længder af de gule udsalgsskilte, der i øjeblikket viser rabatter på mellem 20 og 40%. Dermed var der al mulig grund til at gøre en god handel helt frem til kl. 21.00. hvor by-night sluttede.
På Store Torv – og lige omkring var der opsat klatretårn og highjumpere, som gjorde vældig lykke hos børnene. Imens kunne de voksne lytte til Ole Gas, Danmarks bedste Kim Larsen kopi.
Størst opmærksomhed fik dog Danilifts lift, som kunne løfte folk 30 meter i vejret. Det blev til rigtig mange ture op og ned i de fire timer By-Night varede. Med mere end 100 mennesker til vejrs og over 2000 kr. i kassen, kunne også formand for Farsø Handelsstandsforening og kasserer for Støtteforeningen for Farsø Sygehus, Peter Møller gå til vejrs. Formålet var at overrække de indkomne penge fra liftarrangementet til støtteforeningen 30 meter over Farsø. – Vi er meget glade for den flotte gestus, lød det fra Peter Møller, som glæder sig meget over handelsstandsforeningens støtte til det lokale sygehus.