FARSØ: I Himmerland findes der p.t. ca. 20 Nimbus entusiaster i Himmerlands Nimbusklub.
En af dem er Leif Larsen fra Hvalpsund. Det er også ham, der sørger for, at ca. 12 eksemplarer af den klassiske Nimbus motorcykel, herunder et eksemplar af det legendariske ”kakkelovsrør”, som bl.a. Johs. V. Jensen kørte, udstilles til Hot Sommer i Farsø på mandag.
Det sker i forbindelse med Classic Night, der også har deltagelse af ca. 100 veterankøretøjer fra Aalestrup Classic.
Det er også i Aalestrup at Himmerlands Nimbus Klub nu har klublokale sammen Aalestrup Classic. Tidligere havde klubben eget lokale i Aars.
Leif Larsen fortæller, at det er skønt at have et sted, hvor man kan mødes med andre entusiaster. Det er til foredrag, stumper, aftaler om træf m.m..
Reparationer af motorcyklerne var man også tidligere fælles om til såkaldte ”makke aftener”, men sådan er det ikke mere i dag. De fleste har eget værksted.
-Vi er ikke længere så mange i klubben, da antallet af Nimbus bliver færre – og vi også er færre der kan huske og har kørt den klassiske Nimbus, fortæller Leif Larsen.
Men som sagt tæller Himmerlands Nimbusklub i dag 20 medlemmer. Det yngste medlem er 19 år og det ældste medlem 91 år.
De nærmeste Nimbus naboklubber findes i Aalborg, Skive og Randers, ud af i alt 26 lokale Nimbus klubber i Danmark, der alle er samlet under fælles organisationen Danmark Nimbus Touring.
Det næste landstræf finder sted i uge 31 i Aalborg, med Aalborg Nimbus Klub som arrangør, men ellers mødes lokalklubberne ofte til mindre træf og ikke mindst fællesture gennem naturskønne egne, hvor madpakken enten er med, eller der arrangeres fællesspisning.
De seneste arrangementer Himmerlands Nimbus Klub har deltaget i var til Pinseparaden i Løgstør og senest til et træf i Mariager. Men ellers er det mest Aalborg klubben man mødes med.
Desuden deltager den lokale klub til Stumpemarkedet i messecentret i Aars hvert forår og efterår.
Historien om Nimbus motorcyklen:
Firmaet bag Nimbus motorcyklen, Fisker & Nielsen i København, producerede støvsugeren Nilfisk, men lancerede i 1919 en motorcykel med en firecylindret rækkemotor på 746 cm3. Motorcyklen var på flere måder utraditionel; bl.a. havde den kardantræk og affjedret baghjul, og stellet var et pladestel, hvori den rørformede benzintank indgik som et bærende element.
Der blev 1920-28 bygget 1.252 eksemplarer af den første Nimbus (populært kaldt “kakkelovnsrøret”), hvoraf en del blev eksporteret.
I 1934 kom Nimbus II, der havde en nykonstrueret motor, som stadig var firecylindret og på 746 cm3, mens stellet nu bestod af sammennittede bånd af manganstål. Der blev 1934-60 produceret 12.715 eksemplarer af Nimbus II. Den var en udpræget brugsmaskine med behersket effekt, men stort drejningsmoment og meget stor slidstyrke. Hovedparten blev solgt i Danmark, hvor de især blev brugt af forsvaret, politiet, postvæsenet samt et stort antal budcentraler.
Den sidste Nimbus trillede fra fabrikken i 1960 og af de 12.000 motorcykler, virksomheden gennem årene nåede at producere, er der 4.500 tilbage hos entusiaster rundt omkring. Nimbus er Danmarks eneste serieproducerede motorcykel.
Så hurtigt kan en Nimbus køre
Den havde 4 cylindret rækkemotor på 746 cm³, som trak på baghjulet gennem en kardanaksel i stedet for kædetræk, som de fleste andre motorcykler havde, og stadig har. Dens ca. 10 HK gav den en topfart på omkring 85 km/t med sidevogn monteret.