FARSØ: Hot Sommer, mandag den 3. august, bliver det sidste arrangement på Kræn Spillemands Plads (græsarealet) i Farsø midtby i sin nuværende form.
For allerede dagen efter rykker entreprenør HMC Byg og Anlæg A/S fra Løgstør ind på pladsen for at indrette det til et nyt grønt og indbydende byrum.
Selvom græsarealet i sin nuværende form er praktisk i forbindelse med Hot Sommer, så står det resten af året, på nær når der er juleudsmykning, gabende tomt.

Fra plads til indbydende byrum
Det skyldes, arealet er stort og åbent og ligger lige ud til hovedgadens trafik. Med den nye indretning, bliver Kræn Spillemands Plads afskærmet, brugbar med alkover med bænke til ophold, får smukke organiske bede samtidig med at der stadig er brugbart græs i midten.

Et af flere projekter der nu sættes i gang
Kræn Spillemands Plads er et af de projekter i byudviklingsplanen der nu går i gang. Sidste år var første trin at fjerne den ubenyttede vandtrappe på Store Torv. Det har skabt mere plads på Store Torv, som også er en fordel for Hot Sommer arrangementerne.
Når Kræn Spillemands Pladsen er færdig i uge 44, så arbejdes der videre med andre elementer i Byudviklingsplanen for Farsø.
Arbejdsgrupper, der er udsprunget af Farsø Udvikling, arbejder tæt sammen med Vesthimmerlands Kommune om byudviklingsprojekterne.
I forbindelse med Hot Sommer den 3. august vil repræsentanter fra Farsø Udvikling og arbejdsgrupperne være til stede på Kræn Spillemands Plads for at vise og fortælle om de kommende dele af byudviklingsplanen i Farsø.
/cf
LÆS MERE OM HOT SOMMER – Vi sætter strøm (el) på Farsø HER
OM: Byudvikling på Kræn Spillemands Plads:
Her gennemføres en større omdannelse af pladsen, som først ryddes og derefter indrettes som et grønt og indbydende byrum. Pladsen får et centralt græsareal omgivet af store organiske bede, som indrammes af in-situ støbte betonkanter i varierende højder. Bedene beplantes med træer og stauder. Betonkanterne fungerer både som afgrænsning af bedene og som siddemuligheder i området. Flere steder udformes kanterne med integrerede opholdszoner, hvor der etableres fire mindre alkover. Her øges betonkanternes højde, så der skabes hyggekroge med træbænke, hvor man kan sidde i læ og opholde sig tæt på beplantningen. Pladsen indrettes desuden med ny belysning, og de eksisterende ældre master og pullerter i området udskiftes i samme ombæring.



