HORNUM: Børne- og Undervisningsministeriet udmeldte en pulje til afprøvning af skolemadsordning i den nationale forsøgsordning for skolemad 2025 – 2028.
Hornum Skole, Østermarkskolen, Toppedalskolen, Gedsted Skole og Løgstør Skole ansøgte denne pulje. Hornum Skole blev udtrukket som demonstrationsskole med fuldt tilskud til skolemad i indskolingen, hvilket betyder, at der ingen forældrebetaling er.
Forsøget med skolemad, som skal være et frokostmåltid, skal være med til at styrke de gode fællesskaber, der kan opstå blandt elever omkring et fælles måltid i skolen. Alle elever i en klasse spiser sammen og med en voksen.
Forsøget med skolemad løber fra skoleåret 2025 – 2026 til og med første halvdel af skoleåret 2028 – 2029, dog kan første halvdel af skoleåret 2025 – 2026 anvendes på etablering af skolemadsordningerne.
Skolemad defineres i dette forsøg som et frokostmåltid, der tager hensyn til De Officielle Kostråd.
De af demonstrationsskolens klassetrin, som ikke tilbydes skolemad med tilskud fra puljen til forsøgsordningen (mellemtrin og udskolingen på Hornum Skole) indgår i forsøget som sammenligningsklasser, og skal deltage i evalueringsaktiviteter som sammenligningsgruppe. Det bemærkes, at tilskudsmidler ikke må anvendes til skolemad til elever i sammenligningsgruppen.
Skolemadsordningen knyttes i forsøget til den udtrukne klassetrinsgruppe, og ikke til de elever, der går på de pågældende klassetrin ved forsøgets start. På Hornum Skole deltager indskolingen (0.-3. klasse), de elever, der går i 3. klasse i 2025 2026 deltager i forsøget, men ved skoleårets afslutning og 3. klasse overgår til 4. klasse, deltager de ikke mere i forsøget.
Så det er til enhver tid, den gruppe af elever, der er en del af indskolingen, der deltager i forsøget med et frokostmåltid.
Hornum Skole har ansøgt om lokal produktion og har indtil udgangen af 2025 til at finde en egnet udbyder af frokostmåltidet, etablere de nødvendige faciliteter samt afsætte tid til at elever og medarbejdere planlægger deres deltagelse i frokostmåltidet.
Forsøget med skolemad på Hornum Skole koster i alt 2,6 mio. kr.
/cf
