LOUNS/AALESTRUP: En skæbnesvanger nat mellem den 29 og d. 30. august 1944 blev 14 allierede flyvere skudt ned over Louns og Aalestrup.
Taknemmelige over de allieredes store offer besluttede lokale kræfter sig for at sørge for begravelsen af de døde piloter.
Mindet om dem bliver holdt i live – ikke blot i kraft af gravene, men også i den lokale bevidsthed. Historien om de allierede piloter, som gav deres liv i forsøget på at befri Danmark fra nazisterne, bliver fortalt fra mund til mund og gennem bøger og genstande.
I dag fredag mindes jubilæet med kransenedlæggelse ved Aalestrup kirke med tilhørende taler og brassband-musik. Både engelske og polske militærattachéer, samt fanebærere fra Hjemmeværnets lokale kompagnier deltager ved højtideligheden.
Efter mindehøjtideligheden byder arrangørerne på kaffe og brød i Sognehuset. Her kan man også opleve øjenvidner fortælle de dramatiske historier om nedskydningen og hvad der deraf fulgte. Senere byder Videoklubben Aalestrup på glimt af historien fortalt gennem filmklip.
På Aalestrup Bibliotek kan man komme tæt på historien gennem en særlig udstilling af genstande, som efter nedskydningen blev fundet i lokalområdet.
Mette Drejer Jørgensen fra Vesthimmerlands Biblioteker glæder sig over det lokale engagement omkring jubilæet
– Historien om nedskydningen af de allierede fly har betydning i lokalområdet, fortæller hun.
– Der er stadig en respekt om, at piloterne omkom i forsøget på at befri danskerne fra nazisterne, det er én af de historier, som knytter os sammen som lokalsamfund – og som jo også trækker internationale tråde til både Polen og England, forklarer Mette Drejer Jørgensen.
Det lokale engagement understreges af de mange arrangører, som har ønsket at bidrage til at højtideligholde mindedagen. Bag arrangementet står Historisk Samling og Arkiv Himmerland, Videoklubben Aalestrup, Lokalhistorisk Arkiv og Vesthimmerlands Biblioteker.