Højgården har fået egen bus – FOTOS

FARSØ: Her til formiddag skinnede en helt ny sølvgrå bus om kap med solen på pladsen foran Plejecenter Højgården.

Bussen var en gave og derfor stod beboere, dagcenterbrugere og personale naturligvis klar til at overvære den officielle overdragelse af bussen.  

Bussen har været et stort ønske gennem længere tid, og derfor var det glædeligt at Højgårdens Venner og nogle pårørende til beboere på Højgården ville sørge for det praktiske omkring at få ønsket opfyldt, for pengene havde man allerede på bogen.  

Pengene stammer fra en arv efter Bernhard Petersen, som var beboer på Plejecenter Højgården fra 1996 og frem til sin død i 1997. Hans ønske var at hans formue skulle komme beboere på Højgården til gode.  

-Dette ønske mener vi at have opfyldt, fortæller formand for Højgårdens Venner, Kjeld Nøhr, der i sin indvielsestale sagde:

En festdag
Velkommen til denne festdag. For det er jo en festdag. I den tid Højgårdens Venner har eksisteret, da har vores formål været at vi skal gøre en forskel for beboerne på Højgården i hverdagen. Det har vi indtil nu gjort ved at afholde forskellige arrangementer i huset. Men fra og med i dag har vi ved hjælp fra Bernhard Petersen Fonden fået mulighed for at købe denne bus, som vi i dag skænker til Højgården. Ikke nok med at vi skænker bussen, så har vi også til start lavet en aftale med tidligere taxavognmand Arne Ejsing-Duun til at køre bussen i gang. For det er egentlig pigerne i afdelingerne der skal køre bussen for der kræves kun almindeligt kørekort til at føre den. Med de ord vil jeg gerne overrække nøglen til Susanne. 

Bussen skal ses alle vegne
Centerleder Susanne Glerup, der i øvrigt havde fødselsdag samme dag, var overvældende glad for gaven til Højgården.

– Tusind tak for den fine gave til huset. Bussen har vi glædet os til at få herud på parkeringspladsen. Vi vil glæde os til at komme ud at besøge alle de ishuse der findes i omegnen af Farsø. Bussen her – den skal ses alle vegne. Endnu engang tusind tak for bussen. Vi vil glæde os rigtig meget til at bruge den.  

Både for gående og kørestolsbrugere
Bussen er 8 personers Ford Transit monteret med lift til kørestolsbrugere. Det betyder, at bussen som udgangspunkt, foruden førersædet har 6 faste sæder og to pladser til at fastspænde kørestole.
 

Og det varede ikke længe på indvielsesdagen før at den første kørestolsbruger var oppe på liften og kort tid efter var placeret inde i bussen. 

Turkalenderen er allerede godt fyldt   
Efter at bussen var taget i øjesyn fra alle leder og vinkler af husets beboere og dagcenterbrugere, fortsatte indvielsesfesten indendøre i salen, hvor der var dækket op til en 2-retters festfrokost. Her var det også muligt henover bordet at planlægge udflugter og chauffører for den kommende tid, selvom bussen allerede har en del ture i kalenderen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: