Historiske Hougaarden bliver til besøgscenter

VESTERBØLLE: I 1406 nævnes Hougaarden første gang i arkiverne som Netther Hoffgaard. På dette tidspunkt skiftede gården ejer, idet Skjalm Hvide slægten solgte den til Dronning Margrethe den første. Dengang var der dæmning over Lilleåen, og der var 2 møllesteder.

Senere kom gården i Herregården Lerkenfelds eje. Da hoveriet stadig var, samledes fæstebønderne på Hougaarden, og drog derfra til Lerkenfeld, et par km mod nord. Det er denne scene man kan se i høstspillet i forbindelse med Levende Landsby i kommende weekend.

I 1966 købte Inger (1928-2014) og Karl Nielsen (1919-2001) udbygningerne til Hougaarden. Primært for at få stald-og foderplads til familiens får og jyske heste. Stuehuset blev købt til i 1977, da gårdens sidste beboer, Poul Poulsen (1896-1977) døde.

Herefter blev Hougaarden indrettet anno 1900, hvilket også omfattede husdyr af gl. danske racer. Heriblandt den sorte jyske hingst Ibenholt, der blev født hos Johs. Studstrup i Klotrup og hoppen Sara. Den jyske hoppe Citha og Ibenholt blev senere forældre til hingsten Munkedal II født 27.04.86. Disse gener lever stadig videre, bl.a. i de jyske heste hos Gunda og Hans Jørgen Knudsen i Thorup ved Simested.

I en årrække var der også 2 gråbrogede kørestude. Disse blev lånt ud til forskellige arrangementer. Og var bl.a. med i Gabriel Aksels film ”Hamlet”, samt et friluftsspil ved Vitskøl Kloster. Ja, de har sågar gjort besøg på Rådhuspladsen i København, som reklame for Roskilde Dyrskue i 1994.

I årene 2002-2005, var Hougaarden og Lagenholm støttet af Staten som ”Besøgs- og bevaringscenter for gamle danske husdyrracer”. Dengang var der heste, køer, grise og geder, samt kalkuner, gæs, høns, duer og kaniner.

Derefter var Hougaarden lukket for offentligheden.

I efteråret 2021 kom ejeren Anna Nielsen (Inger og Karl Nielsens datter) og spurgte om Landsbykulturen i Vesthimmerland havde lyst til at overtage Hougaarden og drive den videre som museum. Der blev aftalt en købssum på 1 kr. og foreningen gik i gang med at søge fonde til en totalrenovering af stuehuset. Renoveringen var ret omfattende med ny tagkonstruktion, nye vinduer og døre, ny el- og varmeinstallation, nye indervægge og gulve. Alt sammen finansieret igennem fonde og frivilligt arbejde. Renoveringen løb op i godt 1,1 mio. kr. Nu er renoveringen stort set tilendebragt bortset fra lidt malerarbejde i bryggers og et lille værelse.

Her ses den fine stue på Hougaarden anno 1925
Spisestuen på Hougaarden

Det er nu planen, at ”Besøgscenter Hougaarden” åbner i foråret 2025, hvor foreninger, grupper og busselskaber kan booke et pakke-besøg med rundvisning på Hougaarden, i Egnssamlingen som Landsbykulturen også ejer, et besøg i Vesterbølle Kirke, en guidet tur til Holmen eller Lerkenfeld Ådalsstien kombineret med frokost og/eller kaffe og kage.

Der vil desuden være faste åbningstider for gæster om sommeren i ”Besøgscenter Hougaarden” som har lyst til at aflægge et besøg på egen hånd.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: