Historisk udstilling om Strandby blev et tilløbsstykke

STRANDBY: I et par måneder har Henning Andersen og Lokalhistorisk Arkiv i Farsø samlet hvad der er af historisk materiale til en udstilling om Strandby.

Først og fremmest var det Strandby IF’s historie der skulle findes frem, men også fotos af huse fra Strandby og omegn fra 1950’erne, hvor byen var en driftig by.

Allerede torsdag, hvor udstillingen åbnede, væltede det ind med folk og Henning Andersen fik travlt med svare på spørgsmål og vise frem.

Henning Andersen, stående bagerst fik stillet mange spørgsmål og genopfrisket mange minder – ligesom mange andre

Selv har Henning Andersen været formand for Strandby IF i en periode, men han var også i en årrække meddeler for Farsø Avis, så avisklippende, som han selv havde bidraget til, var ikke svære at finde frem fra gemmeren.

-Det har mere været svært at begrænse sig. Jeg har sorteret bunker af avisudklip og fotos hjemme på spisebordet de seneste måneder for at få dem sammensat til plancher. Plancherne er suppleret med fotoalbummer med holdfotos og andre aktiviteter som har fundet sted i byen.  Men det ser ud til at det er blevet nogenlunde, for der er mange der har fundet sig selv eller nogle de kender på de mange fotos som udstillingen byder på, siger Henning Andersen.

Torsdag var Lokalhistorisk i Farsø repræsenteret ved arkivleder Bodil Nielsen. Også hun kunne se stor interesse for husbillederne.

Husene fra Strandby blev både vist på en tv-skærm og på plancher. Der var derfor fyldt godt op i Strandby Hallens cafeteria hvor udstillingen var stillet op.

Der er virkelig blevet snakket om gamle dage rundt omkring her i udstillingen, og hvordan tiden har forandret sig, siger Bodil Nielsen.

Henning Andersen vurderer at mere end 300 personer har været forbi for at se udstillingen – mest folk med tilknytning til fodbolden i Strandby, hvis 90 års jubilæum jo var årsagen til udstillingen.

Hvad der skal ske med udstillingerne når de er pakket ned vides endnu ikke, men fremfor alt er de nu blev lavet, så intet historisk går tabt.  De kan jo altid findes frem igen og udbygges, siger Henning Andersen.        

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: