HVALPSUND: Himmerlands Ride- og Køreforening kan i år fejre 50 års jubilæum. Da foreningen i næsten lige så mange år har deltaget i Hestedagen på Herregården Hessel, så var det naturligt at det netop blev markeret på Hessel i dag.
Himmerlands Ride- og Køreforening er en afdeling af Dansk Køre Forbund, som er det nationale køreforbund, der organiserer kørsel med hest og vogn i Danmark. Til august markeres hele forbundets 50 års jubilæum som finder sted på Christiansborg Ridebane og med en køretur igennem København, hvor naturligvis også Himmerlands Ride- og Køreforening er inviteret til at deltage.

Himmerlands Ride- og Køreforenings 30 medlemmer mødes jævnligt for at træne med deres heste. I søndags foregik træningen ved Hessel og naturligvis på en publikumsvenlig måde.
I marken trak heste plov, harve, tromle og såmaskine. Et markarbejde som i øvrigt ikke var usædvanligt for blot 60 år siden inden traktorerne gjorde deres indtog med helt andre hestekræfter. Den tørre og støvede jord gjorde dog arbejdet lidt vanskeligt. På vejene omkring Hessel lød der hovslag fra den kaperkørsel, som publikum kunne deltage i. I lunden var der mulighed for trækture.

Over middag var der en agility opvisning. De fleste kender den fra hunde, men den findes altså også for heste. Agility opvisningen blev afløst af en slalomopvisning med hest og vogn, hvor der virkelig var fart over feltet. Begge opvisninger blev kommenteret af køreforeningen.

Også Hessels faglaug var i arbejde. Særlig opmærksomhed denne dag fik det nye laug Vognlauget, som har Kurt Møller som tovholder. Han havde i dagens anledning inviteret en hjulmager ind i karetmagerværksteder der kunne vise, hvordan man laver et godt hjul til en hestevogn. Ellers har vognlauget gang i restaureringer og vedligeholdelse af Hessels flotte samling af hestevogne og arbejdsvogne, som er synlig for museets gæster. Heriblandt den karet, som brudeparret Christine og Wilhelm Bruhn kørte i fra Louns kirke til herregården 9. juli 1872. Netop årets særudstilling i stuehuset på Hessel omhandler dette bryllup. Udstillingen blev åbnet i storstuen med polkamusik, som også var en del af bryllupsfesten 1872. Vil man i øvrigt opleve bryllupsfesten, er det med at møde op til Høstdagen på Hessel i august, hvor den festlighed levendegøres med brudepar, bryllupsgæster, og hvor de mange hestevogne hentes ud af laden for at køre med bryllupsgæsterne.
I øvrigt blev gæster på hestedagen også budt på galopkringle i stuehusets køkken. Fra køkkenpigelauget lød forklaringen på kringlens særlige navn, at den bages med bagepulver i stedet for gær og derfor er meget hurtig at lave. Det er altså hestens hurtighed der er årsag til kagens navn.
Desuden kunne hestedagens gæster besøge forskellige salgsboder i Hessels lade.
