HVALPSUND: Selvom det kun er 3 år siden Friplejehjemmet Hesselvang blev en realitet efter en større udvidelse og renovering af det tidligere plejehjem, så er der allerede nu brug for en mindre tilbygning.
Det er vel at mærke i aktivitetsafdelingen, der i daglig benævnelse går under ”Aktiviteten”
Personalet har flere gange givet udtryk for, at der er pladsmangel i ”Aktiviteten”. Det er vanskeligt at få plads til de mange spændende projekter, såsom fremstilling af alt lige fra påskekyllinger til julebukke samtidig med, at der bliver spillet kort eller billard.
Hesselvangs bestyrelse har derfor i samråd med personalet besluttet, at løsningen er en udvidelse af lokalet, så der både kan blive plads til de spændende aktiviteter, men også plads til alle de materialer, der indgår i processerne. Da lokalet er klemt inde mellem husets køkken og boliger, er løsningen nu blevet at bygge ud til to sider.
Dette arbejde er netop gået i gang. Ind mod gården tilføjes der ca. 45 m2. og på den modsatte side ind i gårdhaven bliver der plads til en udvidelse på 28 m2. Så fra at have et aktivitetslokale på 50 m2 bliver der fremover 123 m2. at udfolde sig på for beboere, frivillige og ansatte.
Lokalerne indrettes således, at det er muligt at lave ét stort rum, men også at dele op i to mindre rum, når der er behov for det. Det vil sige, at der vil kunne laves flere forskellige aktiviteter eller møder samtidigt. I den ene ende bliver der bag en skydelåge væg lavet et meget tiltrængt depotrum, hvor ”Aktivitetens” mange materialer kan opbevares. Hidtil har man skullet stable karton, maling, pensler og meget andet rundt på hylder og under borde. Altså der hvor man har kunnet finde plads.
Håndværkerne gik i gang for en måned siden og de arbejder lige nu med de ydre rammer – altså tilbygningerne inden der åbnes op til den nuværende ”Aktivitet”, så rummet længst muligt kan være i brug.
Byggeriet forventes færdigt i begyndelsen af november måned.
Her gøres der forberedelser på modsatte side mod gårdhaven
