HVALPSUND: I 1960’erne kunne et par fremsynede mænd Jens Jensen og Bugge Vegger se muligheden i at bevare den gamle herregård Hessel for fremtiden. De tog initiativ til at gå til Amtsrådet.
I 1966 køber det daværende Aalborg Amt Hessel, der på det tidspunkt er en forfalden og nedslidt lille herregård. Stiftsamtmand J.A. Lorck foreslår at der bliver oprettet en støtteforening til formål at hjælpe med finansieringen til restaureringen af Hessel. Foreningen skulle hedde Hessels Venner.
Foreningen stiftet i 1973
I 1973 blev foreningen en realitet. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling den 6. december 1973. I vedtægterne står der bl.a. ”Foreningens navn er Hessels Venner. Foreningens formål er at være støtteforening for den selvejende institution Hessel ved kulturelt og økonomisk at yde bistand til dette landbrugs- og interiørmuseums virke og drift. Bugge Vegger blev foreningens første formand.
Der er sket meget i de 50 års der er gået. Foreningen har gennem alle årene støttet op om Hessel både økonomisk og med at bidrage til at formidle kulturarven.
Foreningen har i dag ca. 300 medlemmer. Medlemstallet har været meget stabilt de seneste år.
Laugene er det bindende element
Hessels, nu 15 laug er alle opstået via Hessels Venner, og flere laug er på vej. Laugene formidler kulturarv og udgør ca. 125 personer, hvoraf flere er med i flere laug i fascination af de gamle håndværk.
Ud over laugene, som byder sig til i forbindelse med aktiviteter, så er der også mange aktive frivillige, som hjælper til i forbindelse med de tre store aktivitetsdage, høst dag, efterårets dag og Jul på Hessel.
Bidrager med gaver til Hessel
Ud over medlemsindtægter, som ligger på det beskedne niveau af kr. 100,- for et personligt medlemskab, så får Hessels Venner også indtægter ved cafedriften på Hessel i forbindelse med de tre store aktivitetsdage.
En del af disse indtægter kanaliseres tilbage til Hessel hvis der er særlige ønsker. De seneste år er der ydet bidrag til istandsættelse af hestevogne, som bruges i forbindelse med arrangementer på Hessel, men bl.a. også til energioptimering på stedet, nye stole til cafeen og mange andre ting.
Gennem alle 50 år har Hessels Venner haft et tæt samarbejde med Hessels ledelse og personale. Et samarbejde med det formål at bevare Hessel, at gøre Hessel interessant at besøge og skabe et fællesskab omkring Hessel.
Laugene markedsfører Hessel
Hessels laug har også en vigtig rolle i markedsføringen af Hessel. Laugene deltager på skift i forskellige arrangementer i lokalområdet, men også på dyrskuer og messer, hvor potentielle besøgende befinder sig.
Valgt at markere jubilæum her i 2024
Selv om Hessels Venner fyldte 50 år i 2023, så var det en tid på året (6. december), at man valgte at udskyde fejringen til 2024, så hele sæson 2024 kan stå i 50 års jubilæets tegn.
På tirsdag, hvor sæsonen åbner på Hessel, inviterer Hessels Venner til en eftermiddags jubilæumsreception.
Her vil der være taler, bl.a. af nuværende formand for Hessels Venner, Bodil Nymark.
/cf
SE ANNONCEN FOR FEJRINGEN AF HESSELS VENNERS 50 ÅRS JUBILÆUM HER