HVALPSUND: I fredags var der genåbning af stuehuset på Hessel efter en renovering der har stået på siden midten af august.
Renovering af tagkonstruktion og murværk samt nyt stråtag
Renoveringen har især stået på stuehusets tagkonstruktion. Udover at stråtaget trængte til en udskiftning, så har selve tagkonstruktionen også tynget stuehusets murværk mod gårdspladsen, så det flere steder var i fare for at skride ud.
Har kostet tæt på 3 mio. kr.
Altså har det været en absolut nødvendig renovering. Men den har også været dyr. Den har kostet tæt på 3 mio. kr. Men nu står stuehuset også skarpt, selv stuehusets fem skorstene fremstår smukkere end de har gjort i mange år. Efter at have fået slået spyd ned i hulmuren, står murværket mod gårdspladsen jævnt og med lidt kalk til foråret helt herskabeligt. Indenfor hvor sætningsskaderne i murværket var meget tydelige, er alt nu pudset og malet op.
Inviteret til genindvielse
Det var derfor en meget glædelig begivenhed bestyrelsen for Hessel havde invitereret håndværkere, arkitekt, laug, frivillige og medarbejdere til i fredags.

Man mødtes i gårdspladsen, hvor det var tydeligt at man allerede var langt med at pynte op til weekendens arrangement ”Jul På Hessel”, som var den absolutte afleveringsdato for renoveringen. Heldigvis var den nået i god tid.
Mange har medvirket til restaureringen
Formand for Hessel, Holger Jessen bød velkommen til at se det ny-restaurerede stuehus eller herremandens bolig, for det var det den var.
– Jeg vil sige tak til alle de håndværkere som har medvirket i restaureringen. Det har været en fantastisk proces. Det har været en fornøjelse at arbejde med jer. Altid har I budt ind med noget vi ikke lige havde set, så var I der. Tak for det og tak til vores arkitekt Søren Kibsgaard. Der har været 100% styr på det. Selvfølgelig også tak til de fonde der ydet bidrag til at det kunne lade sig gøre. Hvis vi ikke havde fået de tilskud, så havde vi ikke været her. Også tak til de mange frivillige. For inden at håndværkerne kunne komme i gang – og også efter, var der meget der skulle gøres. Vi siger nok vi er færdig, men bare ikke helt. Muren kan godt trænge til lidt hjælp med puds og kalk. Vinduerne kan også godt trænge til lidt maling, men det er ikke tiden på året til at gøre det nu, så det venter vi med til foråret. Så vi glæder os til at få det hele gjort færdig.

Herefter blev ordet givet til næstformand for bestyrelsen Kurt Friis Jørgensen, som stod for genindvielsestale og snorklip.
Projekt og tidsplan har holdt
Han sagde: Jeg har haft interesse for Hessel siden den var ejet af Amtet og har siden været medlem af bestyrelsen først udpeget af Farsø Kommune og siden Vesthimmerlands Kommune. Jeg er også medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, og derfor glæder det mig at vi fælles hjælp er kommet i hus med renoveringen. Hessel er unikt sted, en herregård med stråtag. Og sikke flot det er blevet. Vi har desuden fået sikret murerne så de ikke længere skrider ud. Det var egentlig det der var årsagen til at hele projektet blev sat i gang. Det var et projekt til ca. 3 mio., og når man sidder i bestyrelsen er det altid spændende om sådan et projekt det holder, for vi ved der kan komme rigtig meget uforudset på vejen. Jeg tillader mig at referere fra det seneste bestyrelsesmøde: Budgettet holder, mange ting er skiftet f.eks. ventilationsskakter, der er isoleret med Rockwool, sat nye vinduer i endegavlene, gode håndværkere og en god arkitekt. Tidsplanen den holder og færdig ca. 1. november. Så præcist kan det siges. Desuden er jeg er både stolt og glad over at lokale håndværkere kan være en del af sådan et projekt. Det er ikke alle og enhver der kan lave det her.


Hessel er i en positiv udvikling
Hessel er inde i en særdeles positiv udvikling med rigtig mange frivillige. Der er faktisk over 200 som bruger en del af deres fritid her på Hessel. Der er nedsat over 10 laug der laver mange forskellige ting. Vi har Hessels Venner som gør en stor indsats. Der er også tilknyttet en lokal veterantraktorklub der medvirker til levendegørelse. Og endelig har vi en stor skoletjeneste som formidler meget til børnene der kommer her. Vi har en dygtig leder og personale som forstår at rumme alle de frivillige. Det er rigtigt vigtigt for et sted som det her.
Næste projekt – et formidlingshus med arbejdende værksteder
Når jeg fortæller om de her ting, er det også for at så et lille frø til det næste projekt vi har i tankerne, nemlig et formidlingshus med arbejdende værksteder. Det skal placeres der hvor der i dag er forvalterbolig og garage. Her forventer vi, at vi kan vise en hel del af de håndværk som er knyttet til en herregård som denne. Vi har laugene men mangler bare lokalerne.

Herefter klippede Kurt Friis Jørgensen snoren til renoverede stuehus på Hessel og alle fremmødte fik et kig i det juleudsmykkede stuehus med det flotte tag og loft. I dagens anledning blev der bl.a. også budt på Stråtagssnaps fra snapselauget, naturligvis med strå som ingrediens.
/cf
