HVALPSUND: I denne uge har Bestyrelsen for Herregården Hessel og stedets leder Elisabeth Barfod Carlsen et dialogmøde med Kultur og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Man vil gerne præsentere ønsker og behov for et nyt formidlingshus ved Hessel.
Museet mangler nemlig praktisk og moderne plads til formidling af landbrugs og herregårdshistorie. Derfor vil museet gerne have bygget et formidlingshus.
Museet bruger levendegørelse og har udover personalet 14 laug med over 200 frivillige, som fortæller historie gennem håndværk og traditioner.
-Vores formidling kræver bedre og mere plads, så vi kan give gæsterne den optimale, historiske oplevelse, fortæller Elisabeth Barfod Carlsen om projektoplægget og tilføjer at den væsentligste udfordring ved projektet er, om der p.g.a. den fredning der er på Hessels område, overhovedet må bygges.
Det skal kommunen, som ejer Hessel, nu hjælpe med overfor Fredningsnævnet.
Alle laug, på nær 3 laug som ikke får brug for formidlingshuset, har beskrevet hvad et formidlingshus kan bidrage med i formidlingen overfor besøgende, og den nytte som laugene kan have af huset som Hessel ikke i dag kan tilbyde. Flere laug mødes og bruger i dag faciliteter udenfor Hessel som egentlig burde være på stedet – også i skoletjeneste øjemed.
Den placering Bestyrelsen selv foreslår er en nedrivning af den tidligere forvalterbolig inkl. garage, som ikke er fredet.
/cf