FARSØ: Om kort tid går Farsø fra en til to Rema 1000 butikker. Det bliver også to nye ansigter der kommer til at stå i spidsen for dem, da nuværende købmand Niels Jørgen Markussen, rykker til Løgstør for at åbne en ny Rema 1000 her.
Nyt makkerpar træder til
I Farsø bliver det et nyt makkerpar der træder til.
Frank Halvorsen vil nogle måske huske som Rema 1000 købmand i Aars. Efter 15 år i Rema 1000 Aars, fem år i Rema 1000 Kjellerup og to års pause, vender han tilbage til Rema 1000. Han var egentlig besluttet på at gå på pension for to år siden, men blev ”lokket” til at hjælpe nogle timer i en Rema 1000 i Hobro.
-Jeg må indrømme, at det begyndte at krible i fingrene, fortæller Frank Halvorsen, der dog lod Rema 1000 forstå, at hvis han skulle vende tilbage, så skulle der ”nyt savsmuld i manegen” og noget helt særligt til, såsom at åbne en helt ny Rema butik.
Og sådan bliver det.
-Det har jeg ikke prøvet før og det bliver en udfordring, der passer mig godt. En anden betingelse jeg har stillet, er at jeg ikke skulle køre langt hver dag for at komme på arbejde. Jeg bor i Hvorvarp mellem Hornum og Aars med min kone og søn. Derfor havde jeg også lagt ind på den nye Rema 1000 i Løgstør, men den er mere oplagt for Niels Jørgen, der nu får kortere afstand på arbejde, fortæller Frank Halvorsen.
Frank er 52 år og bor altså tæt på Farsø, så det bliver en lokal mand med stor erfaring, der skal være med til at drive de to butikker i Farsø. Fra sin tid i Aars har Frank Halvorsen erfaring fra at dele købmandskabet, og den erfaring kan han nu drage nytte af.
Den anden af de to købmænd i det nye makkerpar er 33-årige Daniel Ingemann, som skal være købmand i Rema 1000 for første gang. Han har dog allerede haft Rema 1000 inde under huden i flere år. Daniel Ingemann har netop gennemført Rema 1000s talentuddannelse for kommende købmænd, og har de seneste par år været souschef i Rema 1000 Aars og før det var han souschef i Rema 1000 Støvring. Daniel er oprindelig uddannet revisor, bor i Støvring med sin kone Malene og parrets fire børn.
Daniels kone Malene bliver for øvrigt det 3. nye ansigt man kommer til at se Rema 1000 Farsø.
Ingen dato for åbning på Holmevej
Der er på nuværende tidspunkt ikke sat en konkret åbningsdato på den nye Rema 1000 butik på Holmevej, men det bliver i løbet af 2024.
-Farsø er kommet om bag i køen, da der ikke er tale om en ny-åbning i en ny by, så jeg kender ikke nogen dato, fortæller Frank Halvorsen, men når jeg kender den, så går der typisk kun 10 dage fra inventaret er modtaget til butikken åbner.
Derfor kommer de to købmænd i første omgang til at drive Rema 1000 i Farsø Rådhuscenter sammen i kompagniskab.
Og det er i Danmarks største Rema 1000 butik i areal.
Det har dog ikke betydning for varesortimentet for det er ens i alle Rema 1000 butikker i Danmark. I Farsø har man blot bedre plads til varerne og til at udstille dem på en anden måde.
Nye købmænd tiltræder 1. november
Frank Halvorsen og Daniel Ingemann starter officielt i butikken den 1. november. Frem til den 7. november vil der være en form for overdragelsesforretning fra Niels Jørgen Markussen til de to nye købmand.
I forbindelse med købmandsskiftet rykker fem personer, inklusive Niels Jørgen Markussen videre til Løgstør. Og, som før nævnt, kommer 3 nye til i Farsø. Sammen med overtagelsen af Aldi butikkerne har Rema 1000 overtaget nogle medarbejdere, som lige nu er i Rema 1000 træning. Derfor ses der lige nu mange nye ansigter i Rema 1000 Farsø.
/cf
LÆS OGSÅ:
Farsø får to Rema butikker