FARSØ: I Farsø er der tradition for en festlig Nytårskoncert i starten af det nye år med Aalborg Symfoniorkester.
Nytårskoncert for 30. gang
Starten på 2026 bliver ingen undtagelse, og faktisk er det et jubilæum, for det er 30. gang at Aalborg Symfoniorkester gæster Farsø’s Dronning Ingrid Hallerne med den årlige nytårskoncert.

Og det var da også lidt af en overraskelse, da formand for Nytårskoncerten i Farsø i regi af Vesthimmerlands Kulturråd, Karen Pedersen kom frem til at det var 30. gang.
-Det har alle gangene været en fornøjelse for både os og symfoniorkesteret. Det bliver det også denne gang, hvor vi kan præsentere et veloplagt orkester sammen med solisterne Henrik Koefoed og Susanna Anderson, fortæller Karen Pedersen.
Kendt logebror fra Ørkenes Sønner
Henrik Koefoed, der også er koncertens vært, er mest kendt som skuespiller og logebror i Ørkenens Sønner, men er også særdeles musikalsk og arrangerer musik, bl.a. de flerstemmige numre i Ørkenens Sønner.
Han er uddannet skuespiller og var i flere år tilknyttet Det Kongelige Teater, men han er også revyskuespiller. Han ville oprindeligt have spillet trækbasun i et symfoniorkester, så med Nytårskoncerten og Aalborg Symfoniorkester kommer han nærmere den drøm.
Han vil indtage en solistrolle sammen med den svenske sopran Susanna Anderson. De to vil bl.a. sammen opføre operette numre, men ingen nytårskoncert uden de traditionelle, kendte og elskede værker fra Wien.
Som dirigent for Aalborg Symfoniorkester finder man svenske Alexander Hanson.
Billet – en perfekt julegave
-Vi ser frem til en festlig koncertoplevelse. Derfor håber vi også at en billet til Nytårskoncerten i Farsø kan være en oplagt julegave for musikelskere i det vesthimmerlandske, opfordrer Karen Pedersen, der også oplyser at man kan glæde sig til at få afsløreret hvem der modtager Nytårsprisen.
Nytårsprisen er også på programmet
Nytårsprisen går til en person eller gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området. Nytårsprisen er ligesom Nytårskoncerten en tradition, den uddeles for 18. gang.
Billetsalget til Nytårskoncerten starter imorgen fredag
/cf

