Helle har overtaget Over Koen

HVALPSUND: 38-årige Helle Rieks Dollerup har været på mange lejrskoleophold med skole, efterskole og spejdergruppe, men hun havde ikke forestillet sig, at hun en dag skulle have sin egen lejrskole. – Det vil sige, lige indtil for lidt over to år siden.

Det startede med en ”snak over hækken”
Her fik hun nemlig en ny nabo i Tinghuse ved Ullits, hvor hun bor privat med mand og børn. Det var ikke selve naboen, men derimod naboens familie, Palle Jensen, som Helle Rieks Dollerup jævnligt faldt i snak med ”over hækken”.

Hun fandt ud af, at Palle ejede Over Koen i Illeris. Et sted indrettet som lejrskole og selskabslokale.

Over Koen

Palle Jensen og hans kone Kirsten Hansen, købte gården på Illeris 151b i 1984. En gård som i starten af 1970’erne havde udstykket en stor del af sin jord til det i dag kendte Illeris sommerhusområde. Men til gården hørte stadigt et skønt udenomsområde, med udsigt og adgang lige ned til fjorden. Det var det Kirsten og Palle faldt for i 1984 og gjorde til deres eget. Det var en nedlagt gård de købte, og noget af det første de gjorde, var at købe Rosa, en dejlig Jersey ko, som blev håndmalket to gange dagligt. Rosa fik bolig i den ellers nedlagte kostald i stueetagen. Da Kirsten og Palle et par år senere startede lejrskolen i det tidligere høloft på førstesalen, var ”Over Koen” en realitet.

Og det har lejrskolen været siden. Den er løbende blevet moderniseret og fået faciliteter så der også kunne afholdes selskaber på stedet.

Jeg ved hvad du skal!
For at vende tilbage til ”snakken over hækken”, så sagde Palle Jensen for lidt over 2 år siden til Helle Rieks Dollerup, som var hjemmegående og hjalp lidt til med sin mands firma: Jeg ved godt hvad du skal!.

Startede med en forpagtning
Det han mente var, at han godt kunne se Helle Rieks Dollerup som kommende indehaver og bestyrer af Over Koen. Hun kendte godt stedet og var ikke uinteresseret. Efter et stykke tid blev de enige om at hun kunne starte med at forpagte stedet for at prøve om det var noget.

Helle Rieks Dollerup er også betaget af omgivelserne, som har adgang og udsigt til fjorden.

Helle Rieks Dollerup fortæller, at hun var ”helt solgt” til stedet. De seneste to år er hun blevet knyttet endnu mere til stedet, og det at stå for udlejningen og det praktiske, at hun ved årsskiftet blev ejer af Over Koen. 

-Det her er et fantastisk sted og det er det helt rigtige for mig, fortæller hun, mens hun viser rundt i salen, i værelsesgangen, køkkenet og alt det udendørsområdet byder på med bålplads, skovhytte, shelter, dyrehold og ikke mindst den flotte udsigt over området og til fjorden.

Med til en lejrskole hører naturligvis en bålplads
Der er også shelter og legeplads for børn
Dette er den hyggelige skovhytte med pejs

Selvom Helle Rieks Dollerup har købt Over Koen, så bliver Kirsten og Palle stadigvæk boende i stuehuset. Det har hun det godt med, for så er der opsyn i det daglige og på de dage hvor Over Koen ikke er udlejet til lejrskoler eller selskaber.

Booket godt op
Lejrskoleopholdene er især i hverdagene, mens selskaberne rykker ind i weekenderne. Begge grupper finder Over Koen og omgivelserne helt fantastiske. Sådan har det været siden 1988 og sådan vil vedblive med at være.

Der er plads til op til 100 gæster og sengepladser til 48, med mulighed for flere.

Helle Rieks Dollerup fortæller at Over Koen har mange efterskoler, folkeskoler, friskoler og spejdergrupper der kommer igen år efter år. Også børnehaver kigger forbi til dagsarrangementer, hvor især udeområdet med dyr, legeplads og bålplads har den store interesse.

Det store fællesrum som ofte bliver brugt til selskaber. Fuglevæggen stammer i øvrigt fra tidligere Louns Alstrup Skole.

Også mange bryllupper og andre festlige begivenheder har fundet sted på Over Koen. Her er det især muligheden for selv at pynte op, selv bestemme maden og igen omgivelserne, der gør Over Koen populær.

Efter 2 års forpagtning overtog Helle Rieks Dollerup den 1. januar 2024 Over Koen efter Palle Jensen, som i 1988 stiftede og åbnede Over Koen.

En stor ære
Overtagelsen fandt sted den 1. januar. – Jeg er meget spændt og klar på den nye udfordring der venter mig, selvom jeg godt ved hvad det omhandler, efter 2 års forpagtning.

Jeg takker Kirsten og Palle mange gange, for at have troen på, at jeg er den rette til Over Koen. Jeg sætter en stor ære i at køre stedet videre, siger Helle Rieks Dollerup.

/cf

Om Helle Rieks Dollerup
Stammer fra Ullits, har gået på efterskole i Vesterbølle og Skødstrup og har en handelsuddannelse fra Erhvervsskolerne i Aars.

Har arbejdet som salgsassistent hos Kop og Kande i Farsø fra 2005-2015 og er stadig løst tilknyttet.

Har siden 2015 passet det derhjemme og hjulpet med sin mands virksomhed. Er gift med David Dollerup og har tre børn. Bor på en nyrenoveret gård i Tinghuse mellem Ullits og Hvalpsund, hvorfra David driver sin egen virksomhed med maskinservice.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: