FARSØ: I dag den 1. april står Mortenparken II klar, og de første fire lejere får overdraget nøglen til deres nye lejlighed.
Marianne Mortensen fra Aars Boligforeningen, der står bag de nye lejeboliger fortæller, at der er stor interesse for boligerne, særligt 2 værelses lejlighederne på 87 kvm og 3 værelses lejlighederne på 98-103 kvm. I næste uge vil der blive mulighed for at kigge endnu mere på de nye lejligheder, når der inviteres til Åbent Hus.
Lettere at forholde sig til en møbleret end en tom lejlighed
I den forbindelse har Aars Boligforening lavet et samarbejde med HEG, og to Farsø forretninger der forhandler boligudstyr, om at indrette møblere og style en 3 værelses lejlighed til inspiration.
-Det er lettere at forholde sig til indretning, og hvad der er plads til når der står møbler, i stedet for en ”tom” lejlighed, fortæller Marianne Mortensen.
Hjælp fra HEG butikselever
Møblering og styling er dog ikke noget som boligforeningen selv har stået for. De har haft god hjælp fra HEG elever, som i sidste uge som del af deres skoleophold, havde undervisning i modulet visuel markedsføring. Det er anden gang at Aars Boligforening har haft HEG elever til at hjælpe sig.
Underviser Charlotte Nørgaard Hvidberg, der er uddannet dekoratør og altså underviser i visuel markedsføring synes virkelig godt om den konkrete opgave. Det er jo de samme ting, som de som butikselever står overfor, når de skal lave opstillinger, vinduesdekorationer m.v.
God forberedelse er 2/3 del af arbejdet
Fem elever har været med, hvor de fire sidste onsdag formiddag var nået til den praktiske opgave med at indrette lejligheden i Mortensparken.
Som underviser, påpegede Charlotte Nørgaard Hvidberg flere gange, at god forberedelse er 2/3 dele af arbejdet. Eleverne var derfor skolet hjemmefra m.h.t. struktur, ideforslag og lister. Tirsdag var de på besøg hos Danbo – Farsø Boligmontering og Kop & Kande i Farsø Rådhuscenter for at finde de møbler og brugsartikler der skulle bruges til indretningen.

Der blev fundet alt lige fra en sofa, spisebord, stole, seng, gæsteseng og reoler til tallerkner, bestik, vaser, badeværelsesudstyr, sengetøj m.m. Altså rigtig mange ting som indgår i en indretning.

Enige om linjen i indretningen
De fire piger er meget forskellige, men de var alle enige om en neutral og enkel indretning som appellerer til en bred målgruppe. De har også kigget på praktiske møbler såsom et udtræksspisebord, en sovesofa til gæster og lette møbler man hurtigt kan flytte rundt på.
Men da de fire HEG elever trådte ind i møbelforretningen i Nørregade i Farsø, var de hurtige til at spotte havde de kunne bruge. Forinden havde de fire elever fordelt rummene imellem sig, men overordnet var de enige om farvevalg, lethed og anvendelighed som ”Den røde tråd” i indretningen.

Efter et par timers indretning var det meget stolte elever og underviser som Farsø Avis mødte. Også Marianne Mortensen fra Aars Boligforeningen, som havde stilet opgaven, var meget tilfreds med resultatet.
Boligforeningen låner indretningen i 3 uger, og håbet er at både boligforeningen og de to Farsø butikker på den baggrund får udlejet/solgt noget.
HEG eleverne er i hvert fald enige om at de har fået meget ud af opgaven.
/cf

