HVALPSUND: Ud over Hvalpsund løbet, optog og det populære plankeslagsmål, hvor duellanter ryger en tur i baljen, byder hovedarrangør af Havnefesten, Hvalpsund Borgerforening, også på masser god musik i det store festtelt på Havnepladsen.

Irsk folkemusik med Fjordfolk
Fredag aften er det irsk folkemusik. Det er orkestret Fjordfolk, som efterhånden har gæstet Hvalpsund nogle gange, der lægger op til en festlig aften. De spiller i forbindelse med havnemiddagen og havneballet fredag aften.
Har man endnu ikke købt billet til havnemiddagen kan det endnu lade sig gøre til og med på tirsdag den 8. juli. Billetter kan købes i Brugsen. Ellers må man ”nøjes” med at dukke op efter spisningen kl. 20.30 for at blive en del af festen med god stemning og dans.
Diskotek lørdag aften
Som noget nyt, vil der være diskotek i festteltet lørdag aften. Det er Diskotek Madsen v. Dj Kristian Madsen fra Ullits, der vil stå for populær musik til hygge og dans til langt ud på natten.
Havnefesten slutter af med Henry Therkelsen
Søndag eftermiddag bliver der lejlighed til at lytte til god og kendt musik – og måske få svunget dansebenene endnu en gang, da Henry Therkelsen optræder i teltet, hvortil der er gratis adgang.

/cf
