Haubro køer sprang ud i foråret – FOTOS & VIDEO

HAUBRO: Ligesom på mange andre økologiske kvægbrug var der idag forårsfest hos økolandmand Jan Pedersen i Hødalen. Her mødte over 1.000 børn og voksne op til et kig i staldene hos køerne og kalvene, men ikke mindst glædede man at køerne blev lukket ud på græs kl. 12.00.

Det blev en fest i løb og med spjæt. Se her.

Når solen skinner, græsset er saftigt, og man har tilbragt hele den lange vinter i en stald, er årets højdepunkt for en ko at komme ud i det fri og løbe og springe på græsmarken af glæde. Og ikke mindst indtage årets første tot saftige græs.  

På økogården Agnesminde i Hødalen ved Haubro blev denne begivenhed, ligesom de forrige år et rent tilløbsstykke både af køer og mennesker. Mens menneskene, som talte over 1000 børn og voksne, kiggede på, så hoppede og dansede de 240 kåde jerseykøer af glæde på vej mod markens friske græs. 

På Agnesminde, som er ejet af Henny og Jan Pedersen kunne man ud over køernes dans også gå rundt på gården og se staldene. Inden køerne kom på græs kunne man således hilse på køerne og ikke mindst deres afkom – kalvene, som var blevet placeret i en nybygget løsdriftsstald som blev fremvist af bygherren ved samme lejlighed. Men selvom stalden var ny og flot, så var de meget unge kalve dog trækplasteret for de mange børnefamilier.

For børnene var der også halmborg, jordhøje og en pedaltraktorbane at boltre sig på. Der var også mulighed for at smage på de mange produkter som den økologiske mælk laves til, såsom ost, skyr og kakaomælk.

Jan og Henny Pedersen købte gården i 1983, og her har de boet siden med deres tre døtre, som i dag er i gang med deres uddannelser.

På gården bor foruden familien 240 Jerseykøer, ca. 40 kalve og hunden Buster. Agnesminde blev omlagt til økologi i 1998, og det er en beslutning, som Henny og Jan er stolte af.

Der er meget strikse regler, der skal følges for at kunne kalde sig økologisk landbrug. Men til gengæld får man også mere for varen, hvad enten det er mælk eller som slagtekød.

En af reglerne lyder, at det økologiske kvæg skal på græs minimum 150 dage om året og i minimum 6 timer ad gangen. Desuden er der regler vedrørende størrelsen på det græsareal som køerne får til afgræsning og de i øvrigt kun får økologisk foder. Med andre ord, handler økologi, udover et minimum af vækstfremmere om kvalitet og dyrevelfærd.               


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: