HAUBRO: Haubro Friskole lider af vokseværk – og i særdeleshed indenfor de seneste tre år, hvor skolen er vokset ud af sine rammer med sine 120 elever.
Ny tilbygning
Det var derfor med stor glæde at Haubro Friskole i torsdags officielt kunne indvie sin nye tilbygning på 380 m2 til brug for skolens ældste elever fra 7.-9. klasse der udgør 60 elever og de yngste ”elever” i vuggestuen på friskolen.
Byggeriet som har kostet 3,3 mio. kr. har stået på siden efteråret og de nye lokaler er da også allerede taget i brug.
Populær friskole
For fire år siden oprettede friskolen en vuggestue, der kom til at holde til sammen med børnehaven, men pladsen blev hurtig for trang efter det strømmede til med vuggestuebørn.
Samtidig kom der flere skolebørn til den populære friskole, så derfor gik skolen sidste efterår i gang med at udvide rammerne.
Skoleleder Kristina Engemann holdt indvielsestalen og den lød således:
Velkommen til Haubro Friskole og velkommen til fejringen af vores nye friskole. Det er en meget stor glæde for mig at stå her i dag og få lov til at ytre min glæde og taknemlighed for det her fælles projekt vi har haft.
Vi har inddraget yderligere 380 m2. Det er en stor historisk begivenhed for Haubro Friskole. 3 nye klasselokaler er tiltænkt at skulle rumme de ældste elever. I daglig tale kalder jeg jer allerede for teenagerfløjen. Vi har fået skabt en overbygning med afgangsprøve i 9. klasse. Det er blevet en ret stor succes. Og det er derfor en gave, at vi kan give de her dejlige lyse lokaler til deres undervisning. Det er jeres helt egen afdeling, hvor I har plads til at samarbejde med kammeraterne og plads til fordybelse. – Og skulle tankerne gå i stå, ja, så er der vinduerne med et skønt kig ud i vores skoleskov og jeres yngre kammerater der leger.
”Fra sut til bumser”
Vuggestuen ”Skovhuset” med alle myrerne. De har endelig også fået deres eget lokale. I 2015 åbnende vi vores børnehave for tilmeldinger til vuggestue. Vore pædagoger er rigtig dygtige til at håndtere de små børn, så det strømmer til vuggestuen. Vi har en populær lille vuggestue, hvor de små børn trives, og nu har de fået deres egne lokaler som er helt tilpasset deres behov. Det vil faktisk sige, at man som barn her på Haubro Friskole og naturinstitutionen Sneglehuset kan starte med dagpleje og slutte sin tid med skolegang og eksamen under samme tag. Jeg har faktisk læst, at der nogle der kalder det fra ”Sut til Bumser” under samme tag.
Alle ønsker opfyldt
Der skal lyde en stor tak til friskolens bestyrelse for den her tilbygning. Og dermed også til alle jer forældre. I har været nogle gode samarbejdspartnere under processen. Bestyrelsen har haft et godt overblik over personalets og børnenes ønsker og muligheder. Og resultatet det er til at føle på. I har formået at indfri nærmest alle ønsker til de her nye lokaler. Og I i bestyrelsen har været i arbejdstøjet i et godt stykke tid. I har taget ansvaret som bygherrer og har stået for mange af kontakterne. Jeg vil også sige tak til vores pedelteam. I kender om nogen alle de dimser og dippedutter i den nye tilbygning. I har været med hele vejen. Så jeres evne til at gå til hånde har været med til at det har været en god byggeproces. Jeg vil også sige tak til håndværkerne. For mange af vore elever har det været særligt spændende at have besøg af jer. Jeres arbejde er virkelig blevet iagttaget meget nøje og grundigt under hele processen. Det har skabt nysgerrighed.
Nu glæder vi os til mange undervisningstimer i de nye lokaler. Vi håber på en fortsat lys tid for Haubro Friskole hvor der er plads til rum, mange oplevelser og læring.
Lige om lidt bliver snoren klippet og herefter har skolens kor en overraskelse.
Snor klippet
For snorklipningen foran den nye sorte tilbygning i træ – også kaldt ”sommerhuset”, stod Esben fra 0. klasse og Boris fra 9. klasse
Herefter underholdt skolens kor de mange gæster, mens der i fællessalen blev budt på kagemand, pølser, saftevand og kaffe til de mange fremmødte forældre samt håndværkerne, der har stået for byggeriet.