Halv-gris slår sig ned i Vilsted

VILSTED: Kødgrossist virksomheden halv-gris.dk, hjemmehørende i Grønnerup ved Strandby har nu slået sig ned i Vilsted.

Indehaverne Irene og Karsten Zirfelt har lejet det tidligere storkøkken, måske bedre kendt som Villy’s Køkken eller Dansk Madservice bag Vilsted Åkro til udskæring og partering af de halve grise. En funktion, der indtil for ganske nylig foregik hos ”Den Bette Slagter” i Trend.

– Samarbejdet ophørte med en 1 dags varsel, så gode råd var dyre, fortæller Karsten Zirfelt. Vi skulle levere en sending parterede grise indenfor et døgn, men takket være et godt netværk, lykkedes det os at skaffe en ny slagter, og kort tid efter også egnede lokaler til udskæring og pålægsproduktion.

– Vi har lejet storkøkkenet af Leif Larsen fra Aggersund med forkøbsret. Det håber vi med tiden at kunne benytte os af siger Karsten Zirfelt.

Køkkenet er stort med mulighed for 4 slagterlinjer, men foreløbigt giver det Halv-Gris mulighed for at lave flere specialpakninger, end det har været muligt hidtil.

– Det er også grunden til at vi har investeret i nye og større industrimaskiner til udskæring og hakning af kødet. Og samtidig har vi altså også muligheden for at udvide kapaciteten, nu hvor vi har egen slagter og udskæringen foregår i eget hus.                            

Halv-gris har været i gang i 2 år og har grebet om sig.

– Vores kunder er glade for konceptet med levering lige til døren, men ikke mindst vores varemærke, nemlig dyrevelfærd, sunde grise og dermed en kødkvalitet i særklasse, siger Karsten Zirfelt.

Halv-Gris har lige nu en årlig kapacitet på 4.500 grise med god mulighed for at afsætte flere. Derfor indtræder Irene Zirfelts bror, Henrik Meirum også i firmaet fra den 20. januar.

– Henrik kommer til at stå for vores hjemmeside, som vore kunder bruger til bestilling samt vores bogholderi. Desuden kommer han til at bo i Vilsted, således han kan holde opsyn med ”storkøkkenet”, lyder det fra Irene og Karsten Zirfelt.

Med en ekstra mand i firmaet kan Karsten Zirfelt udover at stå for produktionen af grisene, igen beskæftige sig mere med salg og nye storkunder. Irene Zirfelt vil fortsat stå for leveringen af de halve grise til kunder i hele landet, ligesom hun vil give en hånd med, når de parterede halve grise skal pakkes og mærkes inden levering til kunderne. 

FAKTA:
Konceptet bag Halv-Gris

De løsgående grise, indtager op til 6 gange om dagen naturligt foder i form af majs eller hø, og dermed optager svinene rigelig med vitaminer og mineraler, der sikrer et sundt og kødfyldt dyr.

En ZIR certifikation betyder den allerhøjeste dyrevelfærd og deraf en ordentlig og ens kødkvalitet. Endvidere sikres miljø korrekt håndtering og en stram politik omkring dyrlæge kontrol samt humane forhold ved slagtning af dyrene.

Når grisen er omkring et år gammel er den slagteklar.

Slagtningen foregår på Ravnkilde Slagteri og herefter bringes det slagtede dyr til udskæring i Vilsted, hvor luksusparteringen af dyret foregår. Med luksusparteringen følger også pålæg i form af leverpostej og rullepølse.   

Den halve gris leveres lige til døren, pakket og mærket lige til at putte i fryseren

Der kan levere indenfor en uge fra bestilling, uanset hvor i landet kunden bor.

Der aftales leveringstidspunkt og afregning foregår straks ved levering.

 

         

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: