FARSØ: I sidste uge blev det første håndkirurgiske indgreb udført i den nye dagkirurgiske operationsstue på Farsø Sygehus, der er etableret i den tidligere skadeklinik, der lukkede for et år siden.
På sigt er det tanken, at en stor del af regionens håndkirurgi skal samles i Farsø, meddeler Aalborg Universitetshospital i opslaget på facebook.
Den nye dagkirurgiske operationsstue kan også bruges til andre mindre ortopædkirurgiske operationer og dermed frigøre kapacitet på de øvrige operationsstuer, ligesom sygehuset i Farsø får mulighed for at hjemtage flere operationer.
Desuden får den nye operationsstue også en vigtig rolle under den store Aalborg-flytning til Hospitalsbyen i 2026, hvor mange af de operationer, der ellers skulle være lavet i Aalborg, kan udføres i Farsø.
– Vi har fået besked på at være beredt, og vi står naturligvis klar til at hjælpe, siger ledende oversygeplejerske i ortopædkirurgien i Farsø, Inge-Merethe Valsted.
/cf