Gymnaster sprang ud i forårsopvisninger – FOTOS

FARSØ: Selvom der var sus i den udenfor, så var der lagt op til forår indenfor i Dronning Ingrid Hallerne i weekenden, hvor opvisningshallen over tre dage, lagde gulv til mange gymnasters forårsopvisninger.

Som en fast tradition lægger Dronning Ingrid Hallerne opvisningsgulv til den ene af DGI Nordjyllands to gymnastik forårsopvisninger i Himmerland. I Farsø var det de tre lokale gymnastikforeninger fra Vester Hornum, Ullits og Aars, som DGI Nordjylland havde allieret sig med som praktiske arrangører. 

2.686 gymnaster fordelt på 50 hold fra egnens gymnastikforeninger og efterskoler samt DGI Nordjyllands landsdelshold for aspiranter, ungdom og repræsentanter, mødte fredag og lørdag frem til et omfattende program, hvor tætpakkede parkeringspladser og siddepladser – der til tider også talte ståpladser, vidnede om den store interesse fra publikums side. 

Omkring 3.300 personer enten deltog eller overværende gymnastikopvisningen i Dronning Ingrid Hallerne. Dermed kunne talstærke og taktfaste klapsalver fra tilskuerpladserne, give udøverne på gulvet en selvsikkerhed til at yde sit bedste – også selvom det måske var første gang man stod overfor et større publikum.   

Søndag eftermiddag var det Farsø Gymnastikforenings tur til at sende sine 8 hold på opvisningsgulvet i Dronning Ingrid Hallerne til sin egen forårsopvisning. Hertil kom gæsteoptrædener fra tre DGI Landsdelshold i forskellige aldersgrupper.    

Igen var tilskuerrækkerne fyldt med forventningsfulde forældre og bedsteforældre, der var vidne til en flot opvisning indenfor gymnastikkens genrer, hvad enten det var synkrone rytmeserier eller halsbrækkende saltomortaler.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: