FARSØ: Udenfor var der lagt op til forår. Det samme var der lagt op til indenfor i Dronning Ingrid Hallerne i weekenden, hvor opvisningshallen over tre dage, lagde gulv til mange gymnasters forårsopvisninger
Som en fast tradition lægger Dronning Ingrid Hallerne opvisningsgulv til den ene af DGI Nordjyllands to gymnastik forårsopvisninger i Himmerland. I Farsø var det de tre lokale gymnastikforeninger fra Vester Hornum, Ullits og Aars, som DGI Nordjylland havde allieret sig med som praktiske arrangører.
37 hold fra egnens gymnastikforeninger og efterskoler samt DGI Nordjyllands landsdelshold for juniorer og ynglinge, mødte fredag og lørdag frem til et omfattende program, hvor tætpakkede parkeringspladser og siddepladser også vidnede om den store interesse fra publikums side.
Efter to års Corona nedlukning var der stor iver efter at gå på gulvet for at vise hvad man havde lært. Det udløste taktfaste klapsalver fra tilskuerpladserne
Søndag eftermiddag var det Farsø Gymnastikforenings tur til at sende 5 af sine hold på opvisningsgulvet i Dronning Ingrid Hallerne til sin egen forårsopvisning. Hertil kom gæsteoptrædener fra de to DGI landsdelshold dækkende Himmerland. Også efterskolen HCI fra Haverslev var mødt frem med en flot opvisning
Igen var tilskuerrækkerne fyldt med forventningsfulde forældre og bedsteforældre, der var vidne til en flot opvisning indenfor gymnastikkens genrer, hvad enten det var synkrone rytmeserier eller halsbrækkende saltomortaler.
Inden søndagens opvisninger gik i gang var der en særlig tak for indsatsen til instruktør i Farsø Gymnastikforening gennem 21 år, Janni Fragtrup. Hun blev hyldet af salen og med blomster.
Formand for Farsø Gymnastikforening Tanja Krogh Fuchs bød også instruktør Jeanett Bak Christiansen velkommen i bestyrelsen som ny kasserer. Her afløser hun Mette Storgaard Hansen.