VESTHIMMERLAND: To dage i sidste uge bød det nye erhvervscenter – en indgang til Vesthimmerland, indenfor til Åbent Hus på Gundestrupgaard.

Onsdag morgen var 130 gæster samlet i Innovationshallen, hvor administrerende direktør for erhvervsorganisationen Green Power Denmark, Kristian Jensen holdt oplæg om den grønne omstilling i Vesthimmerland – og erhvervslivets rolle i den udvikling.
Efterfølgende åbnede stuehuset, hvor Erhverv Vesthimmerland, Destination Himmerland og kommunens erhvervsservice tog imod de interesserede. Her kunne man møde en del af de medarbejdere der til daglig er en del af Gundestrupgaard.


Der var også mulighed for at opleve de tre faglaboratorier i Innovationshallen, hvor der blev bygget med LEGO, møde robotter, eksperimenteret med VR og meget mere.



Gundestrupgård er endnu ikke bygget helt om fra tidligere landbrugsejendom til udviklingslokaler og kontorer. I gårdens to længer skal der etableres iværksætter- og kontormiljø samt forsknings- og udviklingsaktiviteter.

I innovationshallen, har Living Lab allerede hjemme, hvor nye teknologier samt løsninger testes og demonstreres. Her er tale om henholdsvis Faglab Grøn, Faglab Velfærd og Faglab Læring.

Ud over interesserede fra erhvervslivet og samarbejdspartnere var også alle interesserede borgere i Vesthimmerland inviteret samt børn fra kommunens skoler og dagtilbud. Særligt børnene kastede sig ud i sjove kreative aktiviteter hvor hænder og fantasien fik frit spil.
De voksne begav sig ud i at afprøve VR-briller (Virtual Reality – red.), se en medicinrobot demonstreret og forskellige tryghedsskabende teknologier, herunder den sociale robot Lovot, som charmerede sig ind hos de fremmødte.
/cf
