FARSØ: Farsø/Ullits IK deltog i dagene 29. juli til 1. august som vanligt i Vildbjerg Cup. Det blev nogle oplevelsesrige dage for spillerne og de mange medrejsende familiemedlemmer.
Specielt for U 15-pigerne blev det en rigtig stor oplevelse, idet de efter 8 kampe kunne trække sig tilbage som vindere af Vildbjerg Cup 2010. Op til selve turneringen kneb det ellers at samle spillere nok til et 11-mandshold, men med hjælp af nogle spillere fra Aars IK lykkedes det.
I den indledende pulje vandt holdet 2 -0 over Greve, 5 – 1 over Stavanger fra Norge og 3 – 0 over Holstebro. Den sidste kamp mod Hurup/VAIF blev spillet tidligt lørdag morgen, så måske var pigerne ikke helt vågne, idet denne kamp blev tabt med 1 – 0.
Dette resulterede i en 2. plads i puljen og derefter skulle pigerne møde Snedsted GIF i ottendedelsfinalen, og her var der til gengæld ingen slinger i valsen. Kampen blev vundet 4 – 0 og så var man klar til kvartfinalen mod Hobro, der var gået videre som nr. 1 i deres pulje med lutter sejre. Alligevel vandt Farsø-pigerne kampen med ikke mindre end 5 – 1, men så blev det ellers også neglebidende spændende.
I semifinalen mødte pigerne Vejgaard, som i efteråret skal spille i JBU´s mesterrække. Under slutspillet i Vildbjerg Cup er der den specielle regel, at holdet med flest hjørnespark vinder, såfremt kampen ender uafgjort. Kampen sluttede 0 – 0 og 1 – 1 i hjørnespark, hvorefter kampen skulle afgøres på straffespark. Her scorede Farsø på 4, mens Vejgaard brændte 2 straffespark. Afgørelsen faldt på det allersidste spark, hvor det lykkedes Farsø-målmanden, Line Pedersen at redde forsøget fra en meget nervøs Vejgaard-spiller. Målscorerne for Farsø var Tea Degn, Helene Christensen, Sissel Bojer og Mette Due.
Så ventede Aalborg B 52 FC i finalen. De slog Aars IK i en meget jævnbyrdig semifinale, og ligesom Vejgaard skal B 52 spille i JBU-mesterrækken til efteråret. Så Farsø-holdet mødte frem med stor respekt for modstanderne. Trods dette spillede holdet sin måske bedste kamp i turneringen. Pigerne spillede sig frem til 2 meget store chancer, inden det lykkedes Cathrine Hansen at score til 1 – 0 på et rigtigt energimål. Det lykkedes B 52 at udligne direkte på frispark, men da Farsø fremtvang 2 hjørnespark mod 1 til B 52, så vandt pigerne meget fortjent finalen på den før omtalte regel. Sluttelig kan det nævnes, at for nogle af pigerne var det faktisk tredje gang, de vandt guld ved Vildbjerg Cup.