Guld i Gedsted

GEDSTED: – Netop nu oplever vi stor efterspørgsel på Hans J. Wegners møbler fra Getama.

Sådan lyder det fra Peter Tholstrup fra Auktionshuset Bruun Rasmussen, forud et vurderingsarrangement som auktionshuset står bag i Gedsted torsdag eftermiddag sammen med byens borgerforening under navnet ”Guld i Gedsted”.

Møbelfabrikken Getama
Og ”Guld i Gedsted” er ikke en helt forkert betegnelse for de mange designermøbler, som er blevet udklækket fra møbelfabrikken Getama i Gedsted, og som ikke mindst skyldes møbeldesigneren Hans J. Wegner.

Hans J. Wegner
For igennem snart 60 år har Getama fremstillet møbler, designet af den internationalt kendte danske designer Hans J. Wegner. Disse møbler kendetegnes ved deres fine design, høje kvalitet og holdbarhed og betragtes af mange som samleobjekter.

Samleobjekter
Og netop samleobjekterne – især de sjældne af slagsen, håber Peter Tholstrup vil finde frem til medborgerhuset i Gedsted i morgen, hvor auktionshuset slår sig ned i et par timer med sine vurderingseksperter for at vurdere møbelklassikere, moderne kunst, kunsthåndværk, sølv, armbåndsure, smykker m.v.

Men især Hans J. Wegner klassikere håber Peter Tholstrup at folk vil komme med for at få vurderet – eller endnu bedre få sat på auktion.

Ikke alle Wegner modeller er i lige høj kurs, så hvis et eksemplar af ”Flaglinestolen” eller ”Bamsestolen” finder vej, så betegnes turen til Gedsted over al forventning.

Stadig produktion af designmøbler i Gedsted
Getama blev grundlagt i 1899 og specialiserede sig dengang i tangmadrasser, deraf navnet GEdsted TAng Madrasfabrik. Det var den daværende ejer Carl Pedersen, der på en gåtur langs Louns Bredning fik den idé at fylde den opskyllede tang i madrasser i stedet for halm. I den forbindelse hørte arkitekt og designer Hans J. Wegner om det lille snedkeri i Gedsted, besluttede sig for at besøge det og bad det fremstille en serie møbler. Siden er flere anerkendte designere kommet til, men det gode Wegner-mærke produceres stadig i Gedsted.

Følges op af foredrag til juni
I øvrigt følges ”Guld i Gedsted” op af et foredrag om Getama og designermøbler tegnet af Wegner til juni, hvor det bliver et af de arrangementer som indgår i kulturarvsmåneden. Til den tid vil foredraget finde sted i den gamle Getamabygning på Carl Pedersens gade. 


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: