FARSØ: De fleste vil nok sige, en spejder sover da i telt eller bivuak. Det gør man også på lejre, men i det daglige på spejdernes eget område, så er shelters det helt rigtige.
Derfor har de grønne KFUM Spejdere i Farsø søgt Sparekassen Farsø Fonden hjælp til indkøb af to shelters, hvilket de har fået bevilliget.
Sidste tirsdag, hvor der var arbejdsdag ved Graneborg – som KFUM spejdernes spejderhus hedder, var alle spejdere samlet sammen med deres forældre, således de kunne sige tak til fonden. Sparekassen Farsø Fonden var repræsenteret ved Anette Overgaard, filialdirektør for Vestjysk Bank i Farsø.

Samtidig havde hun også mulighed for at se de to nye shelters. Ud over at man kan sove i dem, kan de også ommøbleres til siddemøbler, således at spejderne selvom det regner – eller sner, kan løse deres opgaver eller holde deres gruppemøder udendørs.
De to nye shelters stod færdige i slutningen af februar, og der gik ikke mange dage, førend de ældste spejdere(Trop) tog deres første overnatning i shelter.
Shelterpladsen er et højt beliggende areal, hvor spejderne før havde en tarzanbane. På arbejdsdagen blev der hældt flis på shelterpladsen, hvor såvel børn som voksne hjalp til.

Også alle andre steder, både ude og inde, hjalp børn og voksne hinanden med forårsklargøring, rengøring og reparationer, således at Graneborg står knivskarpt til spejdergruppens 80 års jubilæum her senere i maj måned.
Jubilæet markeres med spejderaktiviteter – hvor de nye shelters selvfølgelig også bruges, taler og meget andet.


KFUM Spejderne i Farsø består p.t. af ca. 50 spejdere, fordelt på 3 enheder – Bæver, Ulv og Trop. Formand for spejdergruppen er Birthe Bisgaard.
/cf
