GUNDERUP: Med en udvidelse til 400 m2 butiksareal er ”Grejbiksen” i forbindelse med Gunderup Fiskesø uden sammenligning den største forhandler af udstyr til fiskeri, jagt og fritid i Himmerland.
Grejbiksen i forbindelse med Gunderup Fiskesø er udvidet til 400 m2, og indeholder alt det lystfiskeren, jægeren og outdoor mennesket kan få brug for. Her ses indehaverne Lene og Karl-Emil Nielsen i det nye butiksareal, som indvies på fredag.
Fiskeriudstyr er kapitel for sig i grejbiksen
Den betragtelige udvidelse af Grejbiksen, der rent faktisk er den fjerde, siden Gunderup Fiskesø blev etableret i 1999, fejres på fredag med et kæmpe udvidelsessalg.
Indehaverne af Gunderup Fiskesø, Lene og Karl Emil Nielsen har i de nu 12 år, de har været indehavere af en fiskesø, altid været realistiske med hensyn til deres forretning og bygget den op lidt efter lidt. Først når de har kunnet se at deres investering i f.eks. sø nr. 2, læskure, bjælkehytte til arrangementer og altså op til flere udvidelser af sortimentet i grejbiksen, tjene sig hjem igen, har de begivet sig ud i byggeprojekterne.
Udvidelsen af Grejbiksen har været undervejs et stykke tid, og med fuld opbakning fra leverandørerne. – Ja, det er nærmest dem der har presset på, fortæller Lene Nielsen med god overbevisning om at det udvidede sortiment hun har fået på hylderne også nok skal blive afsat.
– Rigtig mange er overraskede over det udvalg vi har, og peger som eksempel på den reol med udvalg af hatte, som jægere, lystfiskere og andre som opholder sig meget i det omskiftelige danske vejr kan vælge imellem. Det samme gælder al anden beklædning til outdoor mennesket.
Grejbiksen har alle de anerkendte mærker indenfor jagt, fiskeri og outdoor, ligesom når man går ind i en sportsbutik for at få det rette udstyr til ens sport. Det samme gælder udstyret, altså fiskestænger og dertilhørende tilbehør og jagtudstyr.
Sammen med købet får man naturligvis også en god rådgivning med i handlen.
– Vi har kunder fra en stor radius efterhånden – også udenfor Himmerland. Især mange lystfiskere gør det til en dagsudflugt, at besøge os. Først med et par timer ved fiskesøen, hvis faciliteter og fangstchance de roser, og herefter på indkøb i grejbiksen. En god oplevelse hos os fortælles naturligvis videre, og det er langt hen ad vejen den måde vi har bygget vores forretning op, siger Lene Nielsen, der også fortæller, at deres husstandsomdelte brochure op til jul, har en effekt mange måneder efter.
Gunderup Fiskesø har fået ryet som et hygge og afslapningssted i flotte naturomgivelser. Fra fiskesøerne er der fri udsigt over Trend Ådal, og for såvel nybegyndere af enhver art som for professionelle fluefiskere er det af værdi, at hverken træer eller terræn generer bagkastet. Flere foreninger og skoler bruger da også Gunderup Fiskesø til både undervisning og almindelig øvelse, ligesom en række ældre- og handicapinstitutioner er blandt de faste brugere. Søen kan desuden lejes på enkelte dage til større arrangementer som f.eks. firmaudflugter, polterabends m.v., og Gunderup Fiskesø har da været rammerne for de officielle Danmarksmesterskaber i Put&Take-fiskeri, netop på grund af de fine faciliteter.
Udvidelsen af Grejbiksen markeres på fredag med en lang række gode tilbud, ligesom der bydes på noget godt til ganen.