FARSØ: Sidste år var Farsø mål by for 1. udgaven af cykelløbet GP Himmerland Rundt. I år bliver Farsø start by for det internationale løb i stedet, som lokale Team Concordia Forsikring Himmerland er arrangør af.
Planlægningen af løbet er allerede i fuld gang. Løbet blev afviklet for første gang i 2011, og var et nyt tiltag indenfor dansk cykelsport, idet det er det eneste løb på Europa-touren på dansk grund udover Post Danmark Rundt og GP Herning.
Det blev en stor succes, hvorfor arrangørerne hurtigt besluttede, at man vil forsøge sig igen i 2012.
Terminen ligger nu fast, da GP Himmerland er blevet optaget på Europa-touren som et 1.2 UCI-løb, og har fået termin til søndag d. 29. april.
Løbsarrangør Mogens Kristensen forklarer, at man først havde fået termin til søndag d. 22. april, men med hjælp fra DCU og arrangørerne af GP Herning, er det lykkes at få en ny termin, hvorved de to danske endags løb på touren igen er samlet til den samme weekend. Det betyder, at det er væsentligt nemmere at få gode stærke felter til begge de jyske løb.
Den sportslige ansvarlige for løbet, David Dahl Madsen, har stort set ruten klar. Det ligger fast, at GP Himmerland Rundt vil blive afviklet på en ny og lidt utraditionel måde. Løbet vil få start i Farsø, hvor det vil blive indledt med 3 omgange omkring byen på den rute, der dannede rammen for afslutningen af løbet i 2011.
Herefter bevæger feltet sig til Aalestrup, hvor der igen vil blive kørt 3 omgange på en ny rute, hvorefter turen går mod Aars. Her skal feltet ud på nogle store omgange i kuperet terræn, hvorefter løbet vil blive afsluttet med nogle små omgange omkring Aars by.
Opløbet vil være kendt for mange af de danske ryttere, da det er placeret på brostenene i Aars midtby – samme sted som gadeløbet Sparekassen Himmerland GP har opløb.
– Vi prøver at gøre løbet så publikumsvenligt som muligt, hvorfor vi prøver denne nye ide med omgange ved de forskellige byer, udtaler David Dahl Madsen og fortsætter: – Der er ingen tvivl om, at der vil komme rigtig mange tilskuere i de tre byer samt ved de stejle stigninger, når rytterne skal passere flere gange. Vi laver en krævende rute på ca. 200 km, og når vi kan kombinere det med meget publikumsvenlige tiltag, så skal det nok blive en succes!
– Vi er i dialog med handelsstandsforeningerne i de tre byer, så vi håber på, at der vil være en række lokale tiltag lokalt, der vil være med til at gøre rammerne festlige, afslutter Mogens Kristensen.