Gospel fik Hvalpsund Hallen til at swinge – FOTOS

HVALPSUND: Så vidt vides, har der aldrig tidligere været afholdt en korkoncert i Hvalpsund Hallen. Men det blev der mandag aften.

Viborg Gospel Singers kor, der denne aften talte i omegnen af 40 sangere ført an af Rune Herholdt, fik hallen til at swinge.

Arrangør af koncerten var aktivitetsudvalget for Menighedsrådet i Strandby, Louns og Alstrup Sogne. En koncert af denne kaliber var ikke prøvet før, men prøves skulle det!

Af åbenbare årsager, med et 40 medlemmer stort kor, så var gospelkoncerten ikke mulig at afholde i nogen af de tre kirker.

Valget faldt derfor på Hvalpsund Hallen. 300 stole var sat frem i Hvalpsund Hallen og i omegnen af de 250 blev taget i brug. Altså en succes!.

-Vi har håbet og kalkuleret med mindst 200 tilhørere, lød det fra en meget tilfreds Jørgen Ørnskov, Alstrup, der er med i aktivitetsudvalget, og er den der har foreslået koncerten med Viborg Gospelsingers.

Korleder Rune Herholdt, der selv kommer fra Århus, hvor han også har et gospelkor, kunne fortælle at Viborg Gospel Singers kun er et år gammelt, og når det et fuldtalligt tæller ca. 90 medlemmer. Alle kunne ikke være med i Hvalpsund mandag aften, da kormedlemmerne ud over at komme fra Viborg, også kører til Vestervang Kirke i Viborg, hvor koret holder til, fra Randers, Hobro og Århus for at være med.

Det var til gengæld ikke første gang, at menighedsrådene stiftede bekendtskab med Rune Herholdt. I flere omgange har han haft konfirmandgospel med de lokale konfirmander, som har været afsluttet med en fantastisk koncert i Farsø Kirke. I Hvalpsund Hallen forstod han også at få publikum med.

Som han sagde, synger man bedre når man står op. Han fik derfor publikum på benene og til en start sang man sammen ”Dejlig er jorden”. Publikum blev involveret meget i koncerten, hvad enten det var at svinge fra side til side i takt med rytmen, eller at synge med på kendte sange eller omkvæd.  

Mon ikke en ny tradition har fundet vej til Hvalpsund Hallen, nemlig en årlig koncert ?.                

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: