Gøgleruge på Ullits skole – FOTOS

ULLITS: Op til påskeferien afholdte Ullits Skole gøgleruge. Skolen havde inviteret Jørgen og Søren fra ”Det flyvende kuffertcirkus” til at undervise eleverne i forskellige shows som de skulle optræde med til skolens årlige og sidste skolefest.

De to første dage blev eleverne introduceret for jonglering med tørklæder, bolde, diabloer, djævle Stick, tallerkener og kegler. De lavede menneskepyramider, 3 mand høj og svaner med tre personer. Eleverne lærte at gå på stylter, hoppe i store og små hulahopla-ringe og være slangemennesker ved at bruge de små hulahopringe. De kørte på et-hjulede cykler og ”voksencykler”. De lærte at gå på stylter, line og glasskår. Eleverne lærte at anvende sværdkassen, hvor otte sværd blev skubbet ind i boksen, mens én elev stadig var indeni i selve sværdkassen. Andre hoppede ud i at være udbrydere fra en fire meter lang jernkæde og håndjern, og nogle fik mod til at lægge sig på fakirbræt med meget spidse og stikkende søm.

Om onsdagen skulle eleverne vælge den eller de ting, som de ville optræde med til cirkusaftenen, hvor søskende, forældre og bedsteforældre var inviteret.

Cirkusaftenen blev en kæmpe succes, og flere forældre har udtalt, at det har været den fedeste uge med mange hemmeligheder og oplevelser, hvor børnene har fortalt om de forskellige ting.

Mange elever har givet udtryk for at det har været sjovt, og især at de voksne på skolen, var børn for en uge og var med til prøve de forskellige ting på lige fod med eleverne.

De to gøglere fra ”Det flyvende kuffertcirkus” har rost alle for deres deltagelse, og ønsker os alle held og lykke på skolens vej efter sommerferien som friskole.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: